Tilfældigheder gjorde at de to glasmagere Lena Ljungar og Jesper Sødring endte på Tåsinge, Det 41 år siden stockholmeren og københavneren tændte glas ovnen for første gang og den er stadig i brug.

Det er dyrt at have en ovn kørende, der er varm nok til at smelte glas. Derfor bliver der arbejdet igennem, når ovnen først er tændt i glasværkstedet hos Lena Ljunger og Jesper Sødring ved huset i Vemmenæs.

De er på skift den der puster og den der assisterer. De behøver ikke at sige noget. De har gjort det så mange gange, at de ved, hvad hinanden gør og glasset og formerne opstår nærmest af sig selv i atelieret der ligger i skoven med udsigt over Lunkebugten.

– Jeg har altid sagt, at Tåsinge påvirker min kunst. Se bare udsigten over vandet og skoven. Jeg bruger det hver eneste dag. Det er et privilegie, fortæller Lena Ljunger, der har rødder i den svenske hovedstad.

– Det er jeg nu ikke så meget til, det der, siger Jesper Sødring.

 – Jeg arbejder mere med formerne og farverne, og hvad der rent teknisk kan lade sig gøre, fortsætter han.

Til Tåsinge

Det var nærmest en tilfældighed, at de to glaspustere endte på Tåsinge, og så alligevel ikke. Lena Ljunger og Jesper Sødring studerede på kunstakademiet Rietveld i Amsterdam i slutningen af 70erne og arbejdede i sommerferierne i et glaspusteri i Snogebæk på Bornholm. Her mødte de den tidligere erhvervschef i Svendborg, Jørgen Rasmussen, der var på sommerferie på øen.

– Han sagde, at vi skulle flytte til Sydfyn, og når vi havde bestemt os, skulle vi ringe til ham, husker Lena Ljunger.

Samtidig havde de to unge glaspustere hørt, at slotte og herregårde var et godt sted at være for glasmagere, for der var ofte ubenyttede bygninger til leje.

– Den allerførste, vi ringede til, var Niels Iuel Brockdorff på Valdemars Slot, og han sagde med det samme, bare kom, fortæller Jesper Sødring.

De byggede selv ovnen, de stadig bruger, og den blev tændt første gang i 1979.

Glas, geder og bleer

Stockholmeren og københavneren slog rødder på Tåsinge og fik de tre drenge Tobias, Jonas og Kalle i løbet af de første år, hvor de startede med at have værksted i det tidligere fyrrum på Valdemars Slot.

– Vi sad og pustede glas hele dagen på slottet, og når vi kom hjem, skulle vi vaske bleer og brændekomfuret, griner Lena Ljunger.

– Ja det var et par rigtige storbymennesker, der var kommet direkte fra Amsterdam til bøhlandet med høns og geder og det hele. Det har vi aldrig fortrudt, supplerer Jesper Sødring.

Senere flyttede de sammen med deres tre drenge til huset på Vemmenæs, men ovnen de byggede, da det hele begyndte, fulgte med.

Ingen Corona panik

Som for de fleste andre kunstnere, har Corona krisen betydet, at mange af de kunder, der plejede at kigge forbi glasværkstedet, ikke er kommet. Det er ikke noget de to glaspustere har ligget søvnløse over.

– Vi har altid levet sådan, at vi ikke vidste, hvad vi havde at gøre med i næste måned, så vi er vant til det, fortæller Jesper Sødring.

– Vi fik engang et skattesmæk på 50.000 kroner, og vi anede ikke, hvad vi skulle gøre. Men så fik vi Haslunds Kunstfonds pris på 25.000 kroner hver, så der dukker altid noget op, fortsætter han.

Det er dog ikke turisterne og kunstpriserne, der har båret to kunstnere igennem økonomisk gennem 41 år.

– Lokale folk er kommet forbi og har spurgt, hvordan går det? Og så har de købt lidt, fortæller Lene Ljunger.

Det har de gjort gennem alle årene, og det har reddet os mange gange.

Og gør Lena Ljunger endnu et af de glas, der indfanger lyset og farverne ved Lunkebugten færdigt.

– Vi er heldige, vi bor her midt i smørhullet i Danmark, slutter hun og sætter glasset ved siden af de andre, mens Jesper er klar til at lave det næste uden af have sagt et ord.