Sådan sagde min gamle far ofte med et kækt glimt i øjet når han mødte tekniske fremskridt eller bemærkelsesværdige kunstværker. Den kække replik lød dog ikke så tit i hans senere år, når han følte sig hægtet af udviklingen, som fx da han gerne ville lære at bruge en computer. Jeg fik købt en bærbar til ham, og vi kiggede sammen på den – og så blev det ikke til så meget mere. Det var inden touch-screen og DUKA pc, og blot dét at skulle kontrollere musen opgav han ret hurtigt. Jeg tænker ofte på hvornår jeg selv vil stå i samme situation.

Det kommer snigende, og måske er jeg der allerede, når jeg møder Kunstig Intelligens. Fra at have været ubetinget fascineret (som gammel science fiction-fan) er jeg blevet både overrasket og betænkelig, efterhånden som Kunstig Intelligens (AI på engelsk, Artificial Intelligence) har sneget sig ind på en lang række områder af den menneskelige tilværelse.

Tænk fx på indførelsen af VAR i fx fodboldkampe. Hvad skal vi efterhånden med en menneskelig dommer?

Da det er velkendt, at “det er menneskeligt at fejle”, hvorfor så ikke overlade vigtige funktioner til maskinintelligens? I bogen “Homo Deus” af Yuval Noah Harari henviser forfatteren til en undersøgelse fra 2013, hvor det blev vurderet, at 47% af alle jobs i USA ville være i fare for at blive overtaget af AI i løbet af 20 år. Ok, vi kan godt komme i tanke om mange kedelige og farlige jobs, som fint kan overtages af AI og robotter. Men hvad skal vi leve af? Og beskæftige os med?

Jo – så bliver der mere tid til at være kreative og hygge os. Hvis altså ikke vi bliver fortrængt af AI også hér.

I 1997 tabte verdensmesteren i skak, Garry Kasparov, til computeren Deep Blue. Siden har computere vundet over mennesker i alle slags spil.

Det stoppede dog ikke dér. AI bliver nu også brugt til at skabe kunstværker. Maskiner er blevet programmeret til at skabe musik, og det er nu lykkedes så godt, at både publikum og eksperter ikke har kunnet høre forskel på musik af Bach og af en computer.

Litteratur og billedkunst er kommet i samme situation.

Så er det jeg tænker “hvorfor”? Én ting er farlige og manuelle fag. Men hvorfor bruge så mange ressourcer på at overflødiggøre mennesker i forhold kreative udfoldelser? Tænk om man kastede disse kræfter og ressourcer i at forstå den Menneskelige Intelligens bedre frem for den Kunstige. Måske kunne vi så bedre reducere aggression, korruption og vrangforestillinger, der leder til konflikter. Så ville der være grund til at prise Den Menneskelige Snilde!