I min forrige klumme skrev jeg om kunstig intelligens og hvordan en undersøgelse fra 2013 vurderede at næsten halvdelen af alle jobs i USA kan risikere at bliver overtaget af kunstig intelligens i løbet af 20 år.

Dette er imidlertid blot én af de trusler, der er mod “det almindelige arbejdsliv” i disse år.

Selve måden man er ansat på er også under dramatisk forandring, hvilket en del vil vide fra den turbulens der har været omkring Amazons arbejdsforhold, samt negativ omtale af Nemlig.com.

Nogle forsvarer et firma som Nemlig.com ved at hævde, at det er fremtidens arbejdsmarked, vi ser her, og at det er forældet at holde fast i en opfattelse af lønarbejdet som præget af fastansættelse og faglig organisering.

Allerede i 2011 pegede den engelske økonom Guy Standing på denne udvikling i bogen “Prækariatet”, som han kalder denne nye samfundsklasse med mere usikre, tidsbegrænsede ansættelser og større social usikkerhed.

Hér er der meget langt fra det “fritidssamfund”, som andre allerede for mange år siden så som endemålet for fx automatisering og senere hen digitalisering: et liv præget af langt større frihed og livskvalitet.

Om det er gået sådan kan diskuteres, men faktum er, at stress nærmest er blevet en pandemi (selvom vi ikke ORKER dette ord mere!), og i fx USA er der megen fokus på at den nuværende generation synes at være den første i landet, der vil få (og har) dårligere økonomiske forhold og muligheder end deres forældres generation.

Bevares, mange ensformige og usunde jobs er overtaget af maskinintelligens, men hvad er udsigterne for dem, hvis job forsvandt? Underbetalte jobs i servicesektoren? Stressende jobs hos firmaer som Amazon og Nemlig.com? Eller arbejdsløshed og funktionel fattigdom?

Er arbejdet som meningsskabende aktivitet truet eller i fremgang? Og hvad blev der af forestillingen om fritidssamfundet, hvor mange flere vil få tid og kræfter til at være kreative og “realisere sig selv”?

Som det ser ud p.t. er en sådan tilværelse forbeholdt et privilegeret mindretal, der fx har investeringer som lever deres eget liv og giver et langt større afkast end produktionsjob ville kunne gøre.

Et skridt på vejen kan være, at virksomhedsejere ikke kun tilgodeser aktionærerne, men at de også for alvor indregner at deres ansatte skal have et godt og meningsfuldt arbejdsliv.

Men – vil de, der reelt kommer til at opleve fritidssamfundet så kunne forvalte al den frihed og fritid? Se, det kan blive en opgave for et folkeoplysende dannelsesprojekt! Mere herom næste gang..