Sådan lød en ikonisk overskrift i 90-års jubilæumsskriftet i 2010, der beskrev indledningen til “de sjove år”, hvor Thurø Boldklub prøvede kræfter oppe i kvalifikationsrækken og danmarksserien, inden det blev hverdag igen nede i de fynske serierækker.

Jeg tillader mig at gentage hyldestartiklen som en slags kompensation for endnu et manglende 100-års
jubilæum på grund af covid-19-karantænen:

“Da Thurø Boldklub steg ud af elevatoren efter at have kørt frem og tilbage mellem 1. og 4. etage i fynsk
fodbold siden 60’erne

Thurø var det, vi kalder et “elevatorhold”, fra slutningen af 1950’erne og frem til 1997, da “de sjove år” begyndte med oprykningen fra serie 3 til serie 2 – og turboen blev slået til med kurs mod kvalifikationsrækken og danmarksserien.

Det er interessant at tænke tilbage på, at der i midten af 50’erne var nogle sæsoner, hvor Thurø slet ikke var med i turneringen – af den simple årsag, at vi ikke kunne stille hold. Ellers om æresmedlem og daværende 1. holdsmålmand Ove Hansen fortæller i et interview i anledning af fodboldklubbens 60-års jubilæum i 1980:

– På det tidspunkt var vi kun lige et hold, hvorfor afgangen af nogle få spillere fuldstændig kunne ødelægge vores hold. Samtidig med var det, som om fodboldinteressen var for nedadgående.

Heldigvis kom Thurø tilbage på banen, men fodboldstatistikken viser, at det har været op og ned med gejsten. Men det lykkedes faktisk Thurø at rykke op i serie 1 i midten af 60’erne, for første gang nogensinde. Men det blev en stakket frist, og klubben rykkede hurtigt ned igen, og i en halv snes år spillede Thurø først og fremmest i serie 2 og serie 3, med et enkelt kiks ned i serie 4.

Men i 1978 skete der noget:

“Siden vores førstehold vandt fynsmesterskabet i serie 4 i 1978, har forventningerne hos mange spillere, ledere og fodboldinteresserede været skruet gevaldigt i vejret”, står der i klubbladet som optakt til forårssæsonen 1981.

Det var en sæson, som alle glædede sig til, fordi Thurø endnu en gang var rykket op – fra serie 2 og for første gang igen siden 1966 skulle spille i serie 1.

Det blev til to sæsoner i den næstbedste række på Fyn, så måtte Thurø lide den tort at komme under nedrykningsstregen i det, der kaldtes “en skuffende sæson for seniorafdelingen”.

At nedrykningen så blev afgjort i en protestsag, som Thurø ikke havde noget med at gøre, gjorde blot derouten endnu sværere at acceptere.

Nå, men Thurø stabiliserede sig op gennem 80’erne, blandt andre med de to tidligere SfB-divisionsspillere, Ebbe Arnvig og Jørgen Albjerg, på holdet, såvel på som uden for banen.

Claus Eden, for satan!!…

Lad os bare taget springet hen til slutningen af 1990’erne.

Hvem husker ikke kraftudbruddet fra træner Hans Laurits Nielsen, da nerverne sad uden på træningsdragten i den afgørende oprykningskamp på udebane mod Dalum i efteråret 1999, og centerforsvarer Klaus Eden ikke kunne dy sig for af bruge sin kendte kattepote til endnu et “eksperiment”.

Men Thurø vandt 2-1. Lars Larsen, der havde fået det rigtige ben ud af sengen, stod for den forløsende scoring, da han svingede koteletten og smaskede bolden i mål.

Som der stod i Thurineren:

“Thurø Boldklub spiller i serie 1 i 2000 – hvilken start på det ny årtusind”. Og det trofaste publikum fik et klap på skulderen af Hans Laurits Nielsen:

“I har fan’me bakket os op – hele vejen igennem…”

Det gjorde det grønne publikum også, da vi først vandt serie 1, derefter fynsserien og skulle uden for Fyn og prøve kræfter med superliga- og divisionsreserver i kvalifikationsrækken og danmarksserien.

Fanskaren var med, om det var i Greve, Skælskør, Vejle, AGF, Viborg eller Aab. Vi satte vores præg på alverdens danske udebaner, og det blev bemærket, at dem fra Thurø er noget specielt – og gæstfri at besøge ved hjemmekampe.

Sådan er det fortsat på vores hyggelige lille stadion.