Thurø Boldklub af 1920 skulle have fejret sit 100-års jubilæum med stor ståhej og besøg af Barcelonas old boys-kendisser, inklusive fodboldikonet Allan Simonsen, i foråret 2020. Men covid-19 ville det anderledes med en uren tackling, og der bliver heller ingen jubilæumsfestivitas i år. Thurø Boldklub håber på grønt lys i 2022

– Det hele er for usikkert, og derfor udsætter vi 100-års jubilæet endnu et års tid, har bestyrelsen besluttet. Desværre, oplyser Karsten Pedersen, formand for jubilæumsudvalget.

Han har haft travlt med at informere boldklubbens medlemmer, sponsorer og andre samarbejdspartnere, og FC Barcelona, selvfølgelig, om den kedelige beslutning. Men der var ikke andet at gøre end at bide i det sure æble, fordi der er så mange ubekendte faktorer, som det er svært at tage højde for.

Sponsor opbakning

– Med vaccineforsinkelser, eventuelle mutationer og generel usikkerhed om kommende restriktioner, coronapas og forsamlingsforbud, er det umuligt at planlægge det store arrangement, som vi ønsker os, siger Karsten Pedersen.

Men, som han tilføjer, med en tyk streg under:

– Det er en udsættelse og ikke aflysning af 100-års jubilæet. Vi håber derfor, at vores sponsorer fortsat vil bakke op om arrangementet, som vil blive afviklet i 2022. Nærmere tidspunkt vil vi melde ud snarest muligt.

Karsten Pedersen har været i kontakt med FC Barcelona, og han ser optimistisk på, at de stiller i stærkeste opstilling i deres karakteristiske blå/røde stribede trøjer, som Thurøs veteraner i øvrigt har taget til sig. Så det ender vel med, at Barcelona spiller i den gule udebanedragt.

– Deres umiddelbare melding er, at de selvfølgelig forstår vores beslutning, og de håber, at de kan komme i 2022. Som min hjemmelsmand siger, kan han ikke forestille sig andet, end de gerne vil komme.

Super-veteran Ulrik Sand Larsen, der sammen med Søren Laulund på vegne af Thurø Grand Old Masters har skaffet kontakten til Barcelona-veteranerne, fodboldeventyret begyndte i 2018, er ked af endnu en udsættelse af Thurø Boldklubs 100-års jubilæum.

Stor tak til Christiansminde

– De havde sagt ja til at komme og spille grundlovsdag, og der var aftalt tre overnatninger på Hotel Christiansminde, som, og det siger vi stor tak for, ville sponsorere og betale opholdet for 25 personer, fortæller Ulrik Sand Larsen og tilføjer, at alt det økonomiske var på plads.

– Og Allan Simonsen, der har spillet sammen med nogle af Barcelonaspillerne, havde sagt ja til at komme og agere hjælpetræner. Og skrive autografer.

Hotel Christiansminde havde selvfølgelig behov for at vide, om FC Barcelona-koryfæerne dukkede op til nyredte senge og sydfynsk gæstfrihed med udsigt direkte ud til Svendborgsund, fordi turistsæsonen står for døren, og andre banker på.

Aftale med TV2Sport

I øvrigt: Når FC Barcelona Grand Old Masters rejser ud skal det have et “velgørende formål”, og derfor var der planlagt besøg på børnehospitalet ved OUH og en udflugt med sundfærgen Helge.

Ulrik Sand Larsen havde ligeledes en aftale med TV2Sport om at dække kampen mellem Thurø Boldklub og FC Barcelona, fordi der var “fodboldstille” før stormen til EM.