Jeg kender to fra Thurø, der har fået opkaldt farvand efter sig

Den ene begravede jeg for nogle måneder siden: Anne Louise Lo von Lindern. Lo var en søstærk dame med format, og med det gik hun forrest i styrkelsen af fædrelandet både som ganske ung i modstandskampen i Vejle, var med til opbyggelsen af Lottekorpset, sad flere år ved hjemmeværnsstaben på Kastellet og blev Region Fyns første kvindelige regionsleder. 

Lo boede i ”Sikhorn” på det yderste af Øgavl, hvor hun på ”kommandobroen” ved toppen af de 60 trin ned til stranden med salutkanon hædrede de danske skibe, når søværnet passere forbi gennem det stræde, som etaten siden i tak har døbt ”Dommer Lo strædet”. 

Skipperen fra Thurø

Den anden, der har skrevet sit navn i vand, begravede jeg for en tid siden. Det var en af Danmarks helte. En gammel skipper. Heroisk på den særligt nordiske facon, hvormed man er det; undseelig midt i alle sine bedrifter og for beskeden til at fremhæve sig selv. Men det gør det desdo vigtigere for os andre at besynge dem. Her er en ydmyg sang om Hans Nielsen fra Thurø. 

Ikke alene var Hans Nielsen en trofast og pålidelig skipper for sine rederier på de utallige ruter, han tog på sig et liv langt på Australien over Grønlands kyster til Nordamerika og Antarktis, men Hans Nielsen havde ud over sine evner som skibsfører også en særlig karakter, et øre for kaldet så at sige – man kunne kalde det et u-tøvende svar på stemmen i brystet. Alle mænd har stemmen i brystet, men ikke alle mænd adlyder det. Og ud af det svar vokser de første skridt, der kan blive til et eventyr – alle forstår J.R.R. Tolkiens vise sætning, som han lærte i skyttegravene fra første verdenskrig: ”Det handler ikke om, hvor meget tid, vi får skænket, men hvad vi stiller op med den tid, der bliver skænket os”. 

I det maritime hedder det: ”Et er søkort at forstå – et andet skib at føre”. Et er at tale om milen noget andet at gå den. Hans Nielsen sejlede uden for dansk farvand, da Danmark blev besat 9. april 1940, og han fortsatte da til England og meldte sig i allieret tjeneste. Det er ikke uden konsekvenser. Så ville der være flere helte. Alle er jo frihedskæmpere, når krigen er slut, og vi løber aldrig tør for køkkenhøvdinge og sofatrænere. 

Krigens ofre

Under den anden store krig sejlede Hans Nielsen troppetransporter på Nordatlanten, og det var en farefuld færd. De utallige mænd, der fandt den våde grav ved ubåds- og luftangreb i de år taler sit eget sprog – 1900 danske søfolk blev slået ihjel under Anden Verdenskrig. Som noget stærkt bevægende står det, da Hans Nielsen engang i sit hjem mellem alle sine fine memorabilia fra fjerne egne fortalte mig uden nogen form for selvpromovering, hvorledes han fik den store ære at sejle skoleskibet ”Danmark” hjem efter befrielsen i 1945 fra New York til København. Stort at sejle ”Danmark” hjem til Danmark over den våde grav med de tusinde ofre, der gjorde den rejse mulig. 

Turen over blodmættede vande, med fyldte sejl og fri bevægelighed med muntre sømænd, hvis lettede latter kom med en højt betalt pris, kan vi kun unde ham, at han fik oplevet. Der er meget mere at fortælle, hvis vi skal yde Hans Nielsens levned ret – og det er som at dumpe ned midt i en drengeroman af Kipling. Der er dog en særlig dygtighed hos Hans Nielsen, som førte til hans udødeliggørelse på verdenskortet, og det er den underfulde fornemmelse for vand og is, som han besad.

Kortlægning af Polarhavet

Polarskibene, som Hans Nielsen førte, gav ham uden moderne tiders instrumenter erfaringer men også muligheden for at vise, hvad han formåede som kender af is, vand og vind. Man får ikke til opgave at sejle Danmarks nygifte kronarving og hendes franske prinsegemal op langs Grønlands Østkyst, hvis man kun er nogenlunde sikker, og man får ikke ansvaret for at føre skibe for franske, belgiske og australske polarekspeditioner i endnu ikke kortlagte dele af Antarktis, hvis man kun er lige til øllet. Man får ikke den australske regering til at betinge deres deltagelse i kortlægningen af Polarhavet omkring Victorialand af, at ”den danske skipper Hans Nielsen bliver kaptajn”, hvis det ikke er fordi, man er den bedste i verden, og man får ikke en medalje af den franske rumfartsorganisation CNES for sin uvurderlige indsats ved Antarktis, hvis det ikke er fortjent. Og hvad der er helt sikkert er, at ingen selvsikre og tapre udsendinge fra store nationer vælger at opkalde en isfjord efter en lille dansker, hvis han ikke har været noget særligt. 

Den faderløse dreng fra Lolland, der kom af fiskekutteren i Tårs og Saxkøbing videre ombord i skoleskibene Georg Stage og Danmark har som eneste danske mand et stykke af den vildeste del af Guds jordklode opkaldt efter sig, og hvis du har modet, viljen, visdommen og handlekraften, vil du langs to nautiske sømil på Nordkysten af Victorialand, mellem Cape North og Gregory Bluff kunne lægge til ved “Nielsen Fjord” (70°42’S 165°50’E). Som der står: “Named by ANARE (Australian National Antarctic Research Expeditions) for Captain Hans Nielsen, master of the M.V. Thala Dan used in exploring this coast, 1962”. 

Tak, skipper for at vise flaget. Der løber en sjælelig forbindelse fra Thurø tilbage til de gamle norrøne tidsaldre og vore søfarende forfædre, der som vikinger læste stjernerne og vandet med en tilegnet visdom. Måske dør den viden ud i dette slægtled, måske kan der opstå nye unge mænd, der som Uffe hin Spage og Hans Nielsen pludselig bryder deres sagtmodighed og tavst griber Skræp og gør, hvad de skal, når det gælder. Hvem ved, Gud råder og vi skal svare an – på kaldet i vort bryst.