Så ruller bolden igen. Pausen har været lang og hård, omend selvfølgelig nødvendig. Pandemien er stadig over os og det er da heller ikke uden forbehold, at der nu bliver spillet fodbold igen.

Tilskuere skal sidde ned under kampene og i seriefodbold betyder det som regel, at man selv skal medbringe en stol. Det er vel det eneste, som reelt gør, at kampene afvikles en anelse anderledes end normalen. Der er selvfølgelig noget med håndtryk osv, men det tager vi med, så længe det er nødvendigt.

Om pausen har gjort noget særligt for Thurø, er svært at sige. Dog har særligt førsteholdet fået en fremragende start. Sæsonen startede med en fortjent 2-0 sejr ude over Munkebo, som ellers lå i spidsen af rækken, inden sæsonen blev aflyst i foråret. De var godt spillende inden, men så en anelse svagere ud den fredag aften i Munkebo. Thurø derimod, så velkørende ud. Disciplineret indsats og en investering i duellerne som viste sig, at være guld værd. Vi har altid været teknisk stærke og haft god fart i fødderne, men fysisk er vi blevet tromlet et par gange, i tidligere sæsoner. Det gjorde vi bare ikke i Munkebo, selvom de havde flere fysisk stærke spillere. Vi udlignede den fysiologiske fordel de havde, med agressivitet og parathed. Fremragende at se.

2. og 3. holdet mangler endnu at spille, men det ser umiddelbart også fint ud her. Mere om det senere på året..

I sin helhed fungerer Thurø Boldklub stadig upåklageligt. Der er fortsat mere fremgang end nedgang og frivillige hænder yder stadig en formidabel indsats i vores lille klub.

Desværre betød pandemien også, at vi måtte aflyse vores 100 års jubilæum. Hvis omstændighederne og samfundet er til det, ruller vi det hele ud næste år, 2021. Umiddelbart stadig med det samme på programmet, som det tidligere er meldt ud. Jeg håber og tror på, at vi kan afholde det næste år. Det bliver en stor begivenhed for øen og jeg glæder mig til, at se en masse Thurinere fejre vores lokale boldklub.

Om ikke andet, så ses vi på Thurø stadion til næste hjemmekamp. Om det er førstehold, andethold eller tredjeholdet, det betyder ikke så meget. Det kunne også være en god ungdomskamp. Vi har flere dygtige ungdomshold, som spiller flot fodbold. Særligt vores holdsamarbejde med Stjernen, har leveret flotte resultater gennem lang tid. Det er på mange måder en god historie. Der er flere interessante perspektiver på det succesfulde hold og det jeg hæfter mig særligt ved, er glæden og tilgangen til fodbolden, kammeratskabet og det at skabe noget sammen, ligegyldigt hvem man er, hvilken baggrund man har og hvor man skal hen. Der bliver ydet et fantastisk arbejde omkring det hold.

Jeg håber alle thurinere har haft en dejlig sommer og har nydt den, efter et hårdt første halvår i 2020.

Vi ses på stadion.