Som de fleste andre er jeg lige vendt tilbage til arbejdet efter min sommerferie. Jeg sidder og tænker på, hvor vigtigt det er, at bevare de ting, der gjorde ferien dejlig – især roen og nærværet. Men selvfølgelig også at få sovet længe nok og have tid til familie og venner – og ikke mindst… til sig selv!
I denne corona-ferie har (statistisk set) flere været ude i naturen, og det vil for de flestes vedkommende betyde bevægelse og knap så meget tid foran skærm.
Til daglig sidder jeg meget ned, med dertil hørende ondt i nakke, skulder og lænd. Jeg har for længe siden lært, at massage er fantastisk til at tage de smerter, men en ting som er lige så godt er daglig bevægelse – og rigeligt af den. Så mine daglige gåture prioriterer jeg højt – både i ferien og til hverdag – corona eller ej.
Meditation bliver mere og mere udbredt – især til stressramte, men også til helt almindelige danskere, der ønsker mere nærvær og indre ro i hverdagen.
Det er veldokumenteret, evidensbaseret og en sikker og rolig måde at arbejde med sig selv. I de større byer har flere og flere direktionsgange, sygehuse og læreranstalter da også taget principperne til sig og bruger dem på den ene eller anden måde i deres dagligdag.
Jeg har mediteret siden 2011 og for mig er mindfulness og meditation virkelig noget, der giver energi og forlænger den følelse jeg kender så godt fra ferien. Derudover tager det mit tankemylder og giver en bedre søvn.
Så hvis forlængelse af feriefølelsen skal gives på recept, så hedder det MINDFULNESS og BEVÆGELSE.
Rigtig god fornøjelse.
FERIE-EFFEKTEN
Både ferie og meditation giver lavere stressniveau.
Videnskabelige undersøgelser har dog ikke tidligere skilt meditationens stressreducerende effekt fra den stressreducerende effekt det er at tage på en afslapende ferie.
I 2016 publicerede Translational Psychiatry resultatet af et forsøg som netop var designet til at teste dette spørgsmål.
Man fandt, at dem der mediterede kunne bibeholde et lavere stress niveau og højere velbefindende over en længere periode end den gruppe som “kun” holdt ferie.
MINDFULNESS
Mindfulness er en måde, at forholde sig til livet på.
Det er nogle principper for et liv uden stress, angst og bekymring – et liv i nærvær og ro!. Udover at forebygger stress og angst, så afhjælper det tankemylder, bekymring og utilfredshed.
Det fordre bevidst nærvær – og selvom vi ikke kan fjerne vores udfordringer (!) så gør træningen det lettere at takle de udfordringer – store som små – vi møder i livet. – og så giver mindfulness dig en venlig og accepterende holdning overfor dig selv og andre mennesker, plus mere glæde i hverdagen.