Igennem snart 10 år har trommeslageren Rasmus Jusjong spillet mere en 600 koncerter over hele landet med Folkeklubben. Tåsinge har dog gjort størst indtryk, og da han flyttede på landet i efteråret, blev det på en gård lige midt på øen.

Rasmus Jusjong tager imod i den kæmpestore have, der hører til gården lidt vest for Landet, han og kæresten har købt og flyttede ind i september. Og selvom de endnu har til gode at opleve sommeren på Sydfyn, har den ærkekøbenhavnske trommeslager ikke fået økuller endnu.

– Jeg vidste jo ikke, om jeg kunne bo på landet. Men der var jo kun en måde at finde ud af det på, ved at prøve. Men det har faktisk oversteget alle mine forventninger, fortæller han.

Rasmus Jusjong er født, er opvokset og har boet hele sit 40-årige liv i storbyen. Alligevel er han faldet til på Tåsinge på rekordtid.

– Jeg elsker København og vil ikke tale byen ned. Men i de ti år jeg boede i min lejlighed i Vanløse, talte jeg måske med mine naboer tre gange. Nu er vi flyttet et sted hen, hvor vi er omgivet af søde og rare mennesker, og alle vi har mødt har været en positiv overraskelse, fortæller Rasmus Jusjong.

Folkeklubben

Folkeklubben spillede deres første koncert til en lille fest den 23. maj 2011 Folkets Park på Nørrebro i København. Siden er det gået slag i slag for grundstammen i bandet, sangeren Kjartan Arngrim, guitaristen Rasmus Dall og Rasmus Jusjong. I dag har de udgivet fire album og har spillet en lang række af koncerter landet over, fra små forsamlingshuse til de store festivaler.

Folkeklubben har fra starten sunget på dansk, og det var forholdsvist usædvanligt for rockbands, da de begyndte i 2011.

– I starten var det nærmest historien om os, at vi sang på dansk. Men vi mener jo, at hvis man vil sige noget, skal man gøre det på et sprog man kender, siger Rasmus Jusjong.

Lige nu har de en tom koncertkalender ligesom alle andre musikere verden over. Corona situationen har betydet at 26 koncerter han over sommeren er blevet aflyst.

– Det er jo vildt ærgerligt, at vi ikke skal ud at spille, men det må vi jo ligesom affinde os med, siger Rasmus Jusjong.

Sydfynske rødder

Selvom Rasmus Jusjong er nybagt tøsing, så har Sydfyn rumsteret i baggrunden af Folkeklubben lige fra starten.

Guitaristen Rasmus Dall er fra Humble på Langeland og flyttede i 2017 til  Svendborg, og bandets booker Anders Büchert flyttede til Troense sidste år.

– Vi har jo spillet en del hernede, og hver gang vi kørte over Svendborgsundbroen, tænke jeg, at her ville jeg gerne bo, fortæller Rasmus.

– Min kæreste er fra Jylland og var begyndt at snakke om, at hun var ved at være lidt træt af København. Jeg ville helt ikke bo i Jylland, fortsætter han.

De to begyndte at kigge på huse i Svendborgområdet, men da de havde set Tåsinge, gik det pludselig stærkt og beslutningen blev taget hurtigt.

– Tåsinge var en åbenbaring, og da min kæreste gerne ville læse på lærerseminariet i Ollerup, gik det hele op i en højere enhed.

Sommer på Tåsinge

Det gode ved Corona aflysningerne er, at Rasmus Jusjong nu har tid til at nyde sommeren på Tåsinge og gå på opdagelse på sin nye ø. Folkeklubben har lige udgivet singlen Zanzibar (Sommer i april), der skulle have været forløberen for en ny plade. Men indspilningerne blev ligesom så meget andet sat i bero.

– Jeg hader at bruge vendingen ”i disse tider”, men jeg tror vi snart går i gang med at indspille resten af pladen, og så skal vi forhåbentlig spille i værftshallerne i Svendborg den 2. oktober, fortæller han.

Men indtil da står den på sommer på Tåsinge. Den ø der skilte sig ud under de mange tournéer rundt i Danmark.

– Vi kører jo landet rundt hele tiden, og der er mange steder, der er helt fantastiske. Men den dér bro, den gjorde indtryk, slutter Rasmus Jusjong.