Når du sidder med bladet her i hånden, er foråret for alvor ankommet efter et langt koldt tilløb. Tåsinge er eksploderet i grønne, gule og hvide nuancer og ideerne blomstrer også. Rasmus Drabe fortæller her om foråret på Drabenborg, der også er ideernes tid efter en lang vinter.

 

Endelig kom det sådan for alvor. Foråret. Og travlt fik vi på Drabenborg, ganske som vi plejer. Drømmen om et større værksted skulle koordineres med vores langelandske brændeleverandør, og det nye brændeskur være klar, før det første læs brænde ramte matriklen. Det lykkedes ikke helt, men rammen og underlaget var på plads, og både beklædning og tag nåede vi da at etablere, før en tredjedel af næste fyringssæsons brændsel var leveret. Et nyt brændeskur – vær så artig. Og glæden ved sådan et brændeskur er naturligvis den plads, det efterlader ind i værkstedet. Al den plads, der pludselig bare står og råber den ene ide ind i hovedet på os efter den anden.

Ideen – som den er formet i vores hjerner lige nu – er at isolere væggene, så vi kan opbevare de mange, sarte planter fra udestuen om vinteren og samtidig give en plads til en børnearbejdsplads, så børnene kan have deres værktøj i fred fra farens pilfingre og et område, hvor der bliver plads til alt det maritime. Lakering, maling, motoreftersyn, sejlreparationer, små nye løsninge, så det ikke skal tage en masse tid her i foråret. For foråret er altså bare en travl tid.

Der skal forspires, graves, udplantes, males, sås, rives, vandes, bygges om og bygges til. Der er simpelthen så mange projekter hvert forår. Derfor gælder det – for os – om at dele arbejdet så meget ud som muligt, så vi i stedet for at stresse med at afdække rabarber kan nyde et glas rabarbersaft i den varme forårssol.

Den frugthave vi har lige nu, tog et helt forår at anlægge. Plads til bistader, plantning af læplanter til både bier og buske og selvfølgelig udplantningen af de cirka 60 frugtbuske, som vi selv har fremavlet og udplantningen af de 20 rabarberplanter, som vi selv har opformeret fra en flot rabarberklump, som jeg fik fra mine bedsteforældres gård ude i Brudager. En klump, der udspringer af den rabarberhave som min oldefar anlagde i årene omkring 1. verdenskrig. 100 år gammel og still going strong – altså rabarberne.

Det skønne ved sådan en have fyldt med buske og træer, det er, at afkast og indsats slet, slet ikke rimer på hinanden. Jovist, ville vi kunne få langt mere frugt ud af hver enkelt busk og hvert enkelt træ, hvis vi virkelig gik til den i forhold til beskæring, gødskning og lagde en hulans masse timer og koncentration i arbejdet. Sagen er bare den, at det gider vi ikke. Vi har så mange sjove og spændende ting vi gerne vil, at vi simpelthen har besluttet os for, både at blæse og have mel i munden. Vi har – og er stadig i gang med arbejdet – valgt at udnytte hele vores matrikel. Solbær, ribs, stikkelsbær, rabarber, gojibær, brombær, valnød, hasselnød, hyldebær, æbler, kirsebær, jordbær, blommer, pæretræer, morbærtræer og kastanjer er ikke kun noget, der står i ordnede rækker, men er nu også noget der fylder hullerne i hækken, bliver sat ved hver given lejlighed i de levende hegn og på næsten enhver bar plet, hvor det ikke kolliderer med levende dyr eller fodboldspil. 

Det har været – og er – så kæmpe stor en glæde at gå aftentur på matriklen og altid lige kunne hapse et eller andet lækkert i sig. Uagtet om det er fordi vi står og ser havørnen svæve rundt over Monnet, ser harerne stå og mæske sig i solbær lidt længere henne i sporet, langs vores levende hegn eller om det er fordi vi går og sveder med at trække hegn eller andet forefaldende arbejde. Frisk frugt er bare lækkert. Både for os og for naturen.