Der er masser af nye tøsinge, der flytter til øen. Dem skal vi huske at byde velkommen, og på Drabenborg er nye naboer inviteret helt ind i køkkenhaven. Rasmus Drabe opfordrer her til at tage godt imod de nye på øen.

Tåsinge vokser i indbyggertal. Det kan vi jo sådan set godt forstå, os, der har boet her i lidt tid, for vi bor jo helt og aldeles fantastisk. “Indgangen til Øhavet”, “Det sidste Morten Korch Land”, “Potentialernes Ø”. 

Blandt de nytilflyttede er familien Bjørnestad; Petrine, Sune og deres børn, Vitus og Kajsa. De er kommet hele den lange vej fra København, blev forelskede i Tåsinge og nu har de altså bosat sig i den gamle Søby Skole på Skovballevej. 

Foråret 2021 er foråret, hvor vi skal huske at byde alle de nye velkommen, lade dem komme ind og inddrage dem i vores lidt særlige hverdag som brofaste øboer. I tilfældet Familien Bjørnestad har vi aftalt at lave fælles køkkenhave, så de kan koncentrere sig lidt mere om renoveringen af den smukke, gamle skole.  Vi udvider simpelthen vores køkkenhave her på Drabenborg, således at vi kan skabe lidt mere fællesskab og sige pænt velkommen til de nye venner. 

En køkkenhave er selvfølgelig ikke det eneste saliggørende i denne verden, selvom en sådan have virkelig scorer højt på listen. Inviter de nye med i badeklubben, inviter dem med på en gåtur rundt i lokalområdet og vis dem i retning af alle de spændende kunstnere, vi har på øen. Introducer dem for alle vores fantastiske perler; Monnet, Nørreskoven, Vejlen, Vornæs Strand, Stenodden, Skansen og Stjoul Havn. Tag dem med på ø-shopping i vores spændende gårdbutikker og vis dem, hvor de får de gode, lokale råvarer til sommerens måltider og fester. Tag dem med på fisketur – og vær ikke nærig med de gode spots.

Vores fællesskab bliver stærkere, mere fyldigt og givende, hvis vi formår at udvide det og være sammen. 

Jeg kommer til at tænke på sangen af benny Andersen; “Det er forår og alting klippes ned”. Det sker så sandelig også her på Drabenborg. Flettepilen er klippet helt ned, det levende hegn ud mod marken trimmes, buske, stauder beskæres og klippes. Langt det meste afklip går til vores “hemmelige haver” rundt omkring på matriklen, mens andet går til køkkenhaven. Insekter, padder og småfugle stortrives i de små oaser. Det er nemlig også nogle af de beboere, vi skal passe ekstra på. Selv en lille oase gør en kæmpe forskel og indbyder til store naturoplevelser for både store og små. 

Når vi husker at byde velkommen til de nye menneskevenner, vi får her på øen, skal vi naturligvis også huske at værne om, og hjælpe, de små venner, vi allerede har. 

De to hovedpointer i denne klumme kan med fordel kombineres. 

Ved at inddrage de nye tøsinger i naturplejen og forskønnelsen af livet på øen får vi skabt nye venner, samtidig med at vi gør øen endnu mere attraktiv for både os selv, turister og nye tilflyttere – både i form af mennesker, flora og fauna.

Lad os leve sammen. Lad os gå ud i foråret og gøre den lille ting, som gør den store forskel for et andet menneske og for naturen.