Julen er hjerternes fest. Det siger vi, og det er helt korrekt at sige. Men hvad mener vi egentlig, når vi bruger ordet ”hjerte”? 

Hjertet er biologisk set en muskel. Men det er også mere. Du kan ”få ondt i det”, når nogen svigter dig, og ”det kan svulme”, når du bevæges. Hjertet er traditionelt derfor stedet, hvor dine værdier bor. Dit hoved har forstanden, og din bug har appetitten – men hjertet, det bærer den evige morallov. Hjertet er det tredje, der skal få dig til at balancere mellem forstanden og appetitten. 

Både hoved og bug, klogskab og begær skal retningsbestemmes ved hjertet, det eviges lov. Alt – både dine tanker og dine behov – skal ligesom blodet igennem hjertet først. Julen som ”hjerternes fest” er altså de evige værdiers højtid. På den måde skal resten af året igennem julen for at finde ud af, om det ”er godt nok”.

Julens værste fjende
Du og jeg skal derfor bruge julen på at minde hinanden om det evige, og det er derfor vi fester og går i kirke. Vores hjerter kan jo ikke holde ud af at være sammen med os, når vi vender det evige ryggen. Det hedder dårlig samvittighed. I bibelen står der derfor hos Paulus: ”Tag jer i agt, at jeres hjerter ikke sløves!” – det læser vi op i kirken den ene af de fire adventssøndage. Det er der god grund til. For julens værste fjende er hjertets sløvhed. Sådan som det godes værste fjende egentlig ikke er ondskab men ligegyldighed. De onde ved som regel, at de er onde – de ligegyldige derimod tror at de er gode – og det er værre. For med et sløvt hjerte, ender vi med at vælge de forkerte sager og gå forkerte veje. Som englænderen Edmund Burke skrev det: ”Det eneste vi skal frygte mere end onde mænd er gode mænds ligegyldighed”. 

Jeg talte med mine konfirmander om dette denne uge. Om at blive ved med at rejse sig, når man mødte ondskabsfuldhed eller uret. Nogle gange er den modgang, du måtte opleve måske udtryk for, at du er i gang med at gøre det rette. Når man blev drillet for at være god, når man blev tæsket for at redde den svage, når man blev forfulgt på grund af retfærdigheden. Så må vi sige: Rejs jer op, igen og igen! Lad ikke jeres hjerter sløves. Det er det som Jesus lærer os. Og det er ham, der fødes julenat. Derfor er julen hjerternes fest. 

Mod er kærlighed til livet
Et godt hjerte gør et godt menneske, og et godt menneske er et modigt menneske. Og modighed er noget paradoksalt noget, for mod er egentlig en lidenskabelig kærlighed til livet, der afføder en beredthed på at dø. Hvis vi lytter til vort hjerte og ser til Jesus som han hænger der på nordmuren inde i vores lille kirke på Thurø, så er det jo netop et billede af en god mand, der ikke tænkte mindre om sig selv, men mindre på sig selv – og blev ved indtil han døde af det. På den måde vandt han – selv i sit nederlag.

Og vi kan spørge, om det ikke er farligt, og om man ikke kan blive bange? Og det er helt sikkert. Ellers ville der være flere, der var modige. Men sagen er, at alle er bange. Der er bare nogle, der elsker det gode højere, end de frygter smerten. Deres kærlighed er større end deres frygt. Og julenat fortæller Gud os, at vi skal stole på, at han er med os, når vi står i en sådan situation. For Gud har skabt dig med dit hjerte og dets værdier. 

Frygten er der altid – frygten for døden, smitten, smerten. At være modig er netop ikke at være frygtløs men at være fyldt af kærlighed. Dårlige ting kommer til at ske, og det står ikke til forhandling – hvad der står til forhandling er, hvordan du går det i møde. At holde jul er netop at blive forsynet med den gode ånd fra Gud, som vi kan gå modgang i møde med. At være modig er at holde fokus på det gode midt i al forvirring og larm, støj, nedlukning eller ensomhed. At holde jul – også om du så gør det alene, er at stole på Gud og dit hjerte mere end det onde, du frygter. Og så tage det, som det kommer. Frygten er der altid, men kærligheden overvinder alt. Det er derfor, at Jesus opstår fra de døde. Det gode kan ikke holdes nede. ”Jeres hjerter må ikke sløves”.

Hjerternes fest
I julen ved ”hjerternes fest” øver vi os i at gøre det gode. Vi giver gaver, hjælper de svage, modtager gæster og spreder glæde, vi synger lovsange for Jesus og takker Gud for livet. Vi øver os i at blive bedre til at se MED hjertet. Og det sælsomme sker ofte, at jo mere du ser med hjertet, jo mindre ser du på det som gør dig bange. Det er godt at vide i en COVID-19 tid.  

Det er meningen, at vi skal vågne i adventstiden. I de fire søndage frem til juelaften, skal vort hjerte vækkes, så vi den 24. om aftenen er oppe og står i fuld figur med sanserne parate og vores fulde forstand, så vi juledag kan hører budskabet fra den lysende engel: FRYGT IKKE! I dag er en frelser født jer! Frygt ikke. Og vi glæder os – uanset hvor mange vi får lov til at kunne glædes sammen med, for vi glæder os i ånden med synlige som usynlige magter, med engle og med de døde og de endnu ikke fødte. 

Jeg glæder mig simpelthen som et lille barn til at høre Guds engel fortælle mig: frygt ikke! For vi frygter en hel masse en hel masse af tiden, og den frygt kan formørke vores hjerter. Men lyset skal sejre, og skal vi inden da gå ind i mørket, så gør vi det ikke stille – så går vi syngende ”Glade jul”.