Når jeg kedede mig allermest som dreng, så kunne jeg finde på at grave et hul i min mors køkkenhave. Hullet skulle jeg som sådant ikke bruge til noget, men det var altid spændende om jeg kunne finde et par mønter eller potteskår, men også finde ud af, hvor dybt jeg kunne grave, inden grundvandet fyldte hullet. 

Jeg var dog ikke i tvivl om, at hvis hullet ikke blev dækket til igen, så tog min mor den stramme mine på.

Nu graver jeg kun huller, når der skal plantes i haven, men jeg vil da ikke afvise, at jeg på et tidspunkt igen kunne finde på at grave i en lidt større skala.

Det at grave og eventuelt finde noget fra fortiden, vil nok altid virke dragende på mange. At gravearbejdet nu også finder sted på andre planeter, kan virke meget nørdet i den dyre ende. Jeg kan måske godt forstå, at det ukendte virker dragende, men jeg kan ikke forstå, at der bliver brugt så ufattelig store summer på rumforskning, når man tænker på, hvor ulige klodens ressourcer er fordelt mellem verdens befolkning.

Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at hvis de mange ”millioner trillioner” kroner der løbende bliver brugt på militært isenkram og rumforskning, i stedet blev investeret i den globale grønne omstilling, hvor langt ville vi så ikke være nået i 2021?

Hvis jeg tager den egoistiske kasket på, hvad betyder det så for mig, at vi kan sende bemandede fartøjer til månen og ubemandede ditto til Mars? Jeg vil indrømme, at det er spændende og fantastisk at det kan lade sig gøre, og at satellitter ude i rummet gør det muligt, at jeg kan være online worldwide m.m.

På trods af det, så ser jeg meget hellere, at vi går lidt mere op i, hvordan vi meget bedre kan passe, pleje og vedligeholde moder jord, frem for at finde ud af, om vi på et tidspunkt kan etablere kolonier på Månen og Mars? Vi gør mange ting fordi at vi kan, men ikke fordi at vi skal. Præsident John F. Kennedy lovede i 1962 amerikanerne, at USA ville landsætte de første mennesker på Månen inden udgangen af 60´erne. Ikke fordi at det var let, men fordi at det var svært.

Hvis menneskeheden skal have en fremtid, ikke på Månen eller på Mars, men her på Jorden, hvor vi alle er født, så skal vores klima- og miljøudfordringer løses på den planet hvor de er skabt. Vi kan og skal ikke fjerne fokus fra de store fælles udfordringer, ved at putte vores fremtid i diverse rumraketter.

Vi skylder vores børn og børnebørn, at den planet som vi alle har fået stillet til rådighed i kortere eller længere tid, bliver udforsket og genbrugt på en bæredygtig måde. Måske vi skulle tænke på, om vi har fået gravet lidt for mange huller, som vi ikke har fået dækket til igen. Hvor mange huller har olieindustrien ikke efterladt sig gennem tiderne, og hvordan står det til med efterladenskaberne på jagten efter mineraler og ædelmetaller i alverdens miner og landskaber?

De huller som jeg gravede i min mors køkkenhave, blev ikke fyldt op med skidt og skrammel, inden de blev dækket til igen. Du må også gerne grave rene huller, bare det ikke bliver på Månen eller Mars.