Hartkorn er en gammel dansk måleenhed for en landejendoms ydeevne og værdi som dyrkningsjord.
Da gård- og husmænd købte øen i 1810, skulle alle gårdene være lig hinanden i tønder hartkorn. Derfor var der gårde, der kun var 24 tdr.
land i areal, mens andre kunne være noget større – eksempelvis Skovgaarden (nu Rubæk Interiør, red.) – der havde engarealer ned mod Thurøbund. Fælles for dem var, at man kunne avle den samme mængde korn på alle gårdene.
På Thurø blev hartkornsejerne de ejere, der havde fællesjord som landingsjord og moselodder.
På enhver ø var der fællesjord, hvor en vej endte ved stranden. Alle skulle have mulighed for at kunne sejle til og fra øen, uden at nogen kunne modsætte sig det.
I sidste halvdel af 1800-tallet og op i første halvdel af 1900-tallet udviklede kystfiskeriet sig.
Fiskerne havde behov for stejlepladser med tjæregryder og oplagspladser til pæle. I saltvandsfiskeriloven blev der indskrevet, at sognerådet kunne udpege sådanne områder, uden
lodsejeren kunne modsætte sig det. I mange tilfælde blev det sådanne fælleslodder ved vandet, der blev udpeget.
Ved Gambøt holdt en del kystfiskere til. De havde lejet en lille jordlod af hartkornsejerne, hvor de kunne have en fiskerhytte liggende. Det jordstykke, der ligger fra Thurø Sejlklub og hen til værftet, var hartkornsjord.
Det er senere solgt til Svendborg kommune, men hytterne ligger stadig på lejet jord.
Moserne var også fællesjord – alle skulle have mulighed for at få tørv. I dag er der kun 1 mose tilbage i hartkornsejernes regi, og det er den ene hektar mose i Smørmosen. Det fortælles, at tørvene ikke var af særlig god kvalitet, fordi mosen med års mellemrum blev oversvømmet af saltvand. Saltet var hårdt ved komfur og kakkelovne, så ejerne solgte deres tørv til folk i Svendborg, og så købte de brænde i Thurø Skove i stedet for.
Hartkornskassen på Thurø
Stykket mellem Turøbund Yachtværft og Øen ud for “Luffes” fiskerhus er et af de sidste områder, der ejes af Thurø Hartkornskasse.