Efter mere end fem års ihærdig indsats er der begyndt at skyde små frugttræer op i Tåsinge Frugthave.
Mogens Victor Andersen fortæller her om projektet med at lave en historisk oplevelseshave i Bregninge.

Ideen er at skabe en historisk oplevelseshave, der tager udgangspunkt i, at Tåsinge fra midten af 1700-tallet blev fyldt med frugtplantager og frugtavl.  Niels Juel på Valdemars Slot gav startskuddet, da han i 1745 importerede fine forædlede frugttræer fra Tyskland, som han opformerede og siden tvang sine fæstere til at dyrke. Det fik stor betydning for øens befolkning. 

Inspireret af øens historie begyndte lærer Bent Nielsen fra Landet i 1990’erne at indsamle podekviste fra gamle frugttræer i samarbejde med gartner Ole Madsen fra Assens Planteskole. Sammen skabte de en samling på mere end 400 forskellige frugttræer. For Bent Nielsen var formålet var at bevare generne fra gamle frugtsorter, der var – og er – i fare for at forsvinde. 

Det er aflæggere fra Bent Nielsens samling i Landet, som foreningen Tåsinge Ildsjæle har stået i spidsen for at indsamle , så der nu er mere end 400 små frugttræer, der står på Langeland – podede og klar til at blive sat ud i efteråret.

Skolen med
Der er allerede sammen med Tåsingeskolen blevet plantet mere end 100 frugttræer på det stykke jord, der er blevet købt til etablering af frugthaven. Frugthaven skal være både oplevelseshave, undervisningssted, kulturhistorie og mødested for interesserede. Ideen er at formidle viden om gamle frugtsorters fortræffeligheder i mad og drikke og lave kurser i, hvordan man poder, beskærer, dyrker (økologisk) og meget andet, som brugerne skal være med til at beslutte. Ikke mindst handler det om, at bevare de gamle frugtsorter, som har være kendt på Tåsinge gennem århundreder.

Foreningens bestyrelse har gennem de sidste fem år passet og plejet de mange frugttræer i Landet, som gerne skal podes og plantes ud her i efteråret 2020. De bliver plantet i grupper efter en plan, som havekonsulent Jan Poulsen har udarbejdet. Ud over frugttræerne bliver der også plads til frugtbuske og blomster, ligesom der vil være opholdsarealer i forbindelse med stedet.

Plads til flere
Vi er i øjeblikket en lille gruppe, der arbejder med etableringen af frugthaven. Vi har først og fremmest etableret et godt samarbejde med Tåsingeskolen, hvis lærere og elever har leveret uvurderlig hjælp til at få plantet de første træer. 

Vi er så heldige at have et par ”frugtnørder” iblandt os, et par kulturhistorisk interesserede og nogle, der er gode til at organisere det hele. 

Men vi vil meget gerne være flere frivillige. Vi mangler hjælp til det praktiske arbejde med frugttræerne. Plantning, græsslåning, beskæring og meget mere. Vi vil også gerne knytte et lille hold rundvisere til frugthaven – personer der kender til frugttræer og kunne tænke sig at formidle deres viden om frugtavl og historien bag. Endelig mangler vi nogle med sans for at arbejde med vores hjemmeside, som allerede eksisterer: Tåsingefrugthave.dk.

Har du tid, lyst og interesse i at arbejde sammen med os om projektet, er du velkommen til at kontakte formanden Mogens Victor Andersen, 21 49 95 38. 

Vi planter træer i efterårsferien i forbindelse med Tåsinge Æblefestival. Hvis nogle skulle have lyst at kikke forbi eller deltage er I meget velkomne.

Af Mogens Victor Andersen – Foto: Bodil Brems