Facebook bliver ofte skældt ud for alle mulige ting, og der er nok noget om sagen i mange tilfælde.
Det er et forholdsvist nyt medie, som er blevet ekstremt magtfuldt på kort tid. Ingen – heller ikke Facebook selv – ved hvordan man helt skal tøjle det.
Meget af kritikken er helt berettiget, for der er jo fri adgang for alle til at skrive hvad som helst og lægge alt muligt op – osse noget som er direkte forkert eller urimeligt.
Men der er én ting, som de sociale medier er helt eminent gode til, nemlig at styrke sammenholdet og kommunikationen i små grupper eller samfund. Bliver det for stort drukner ens egne små pip ofte mellem tusinder af andres.
Her på Tåsinge har vi det helt fantastiske “Tåsinge netværk” mange lignende på hele øen og forskellige køb og salg-grupper.
Her ser vi det gode naboskab udfolde sig for fuldt flor. Især historier om dyr på springtur kan være både underholdende og dramatiske og fylder faktisk en del. Bare den sidste tid er en flok får, tre grise, de sædvanlige katte og en undulat fundet hjem med gode naboers hjælp. Hvis man har brug for en bunke jord, en palle, specialværktøj eller gode råd eller vil informere om gyllekørsel, er Facebook som oftest et godt værkstøj.
Direkte udskamning forekommer også, og kan være effektivt, hvis det er udført med stil og en snert af humor. For eksempel var der en, der kørte på arbejde
meget tidligt om morgenen uden lydpotte – det stoppede meget hurtigt efter et par opslag.
Vi skal allesammen være forsigtige med tonen, når det handler om brok – også selvom brokken er berettiget. Det kan nemt ende i ukonstruktive skænderier – og ødelægge alle de gode ting, som Facebook giver og det løser sjældent problemerne.
De sociale medier er også andet end praktiske beskeder, nyheder og bortløbne katte. Snyd bl.a. ikke dig selv for at følge med i Nissen fra Tåsinges Julekalender her i december, eller kunstneren Mai-Britt Schultz daglige morgenopdateringer.
God jul og godt nytår fra redaktionen på Tøsingen.