Skoven ligner en rigtig eventyrskov. Det tætte løv mellem de stejle skrænter kunne rumme trolde og hekse. Men den fungerer mest som en skøn legeplads for unger, der leger skjul eller bygger huler. Oven for Huleskoven (eller Neergaardsmindeskoven, når vi skal være kedelige) ligger et af de skønneste fritidsteder for Thurøs børn.

Selv om der er rigeligt med plads, ligger Knasten godt gemt mellem skoven og plejehjemmet Thurøhus. 

– Velkommen til, lyder det fra Claus Bang med et stort drenget smil, da han tager imod uden for de velplejede røde træbygninger. Claus Bang har været leder af juniorklubben siden 1997, to år efter en gruppe forældre startede klubben for mellemstore børn op til 5. klasse.

– Vi har dog en udfasningsordning med børnene fra 6. klasse. De har gået på Thurø Skole i nogle år og så  kan de senere komme over på eksempelvis Nymarkskolens værested, oplyser Claus Bang mig inden for i den hyggelige hovedbygning.

– Det var en gruppe initiativrige forældre, der i 1995 satte sig sammen om at etablere en fritidsordning for de mellemstore børn på Thurø. 

– Knasten drives af en forældrebestyrelse på fem medlemmer. Der er kort vej fra beslutning til handling, understreger Claus Bang. Rent økonomisk betaler forældrene 1/3 af driften, Svendborg Kommune resten.

– I år holder vi så 25-års jubilæum med nogle typiske aktiviter i Knastens ånd. Festudvalget arbejder lige nu på at vise Knasten frem fredag den 28. august. 

Juniorklubben har ca 65 medlemmer i snit, og det daglige fremmøde ligger på omkring 40 børn.

En sightseeingtur rundt på det store område viser, at Knasten har masser af spændende og afvekslende tilbud. Der er en fin kreativ afdeling, der styres af Tina Rosenlund. I en anden bygning er der et snedkerværksted med 3 høvlbænke. Ved siden af står fodboldspil og pool. Udenfor er der nogle smarte gokarts. 

Boldbaner og den store legeplads, der nærmest er en træningsbane med klatrenet og balancebomme, giver gode muligheder for motion i det fri. 

Jeg er så heldig at blive inviteret til pizzasmagning. Ovnen i det fri når op på en temperatur på 400 grader, når Claus Bang sætter en af sine pizzaer ind. Wupti, 4 minutter senere står vi med et stykke velsmagende pizza i hånden. Børnene først forstås. Pædagogmedhjælper Mathias Ostersen ser til, at det hele foregår i ro og orden. Der er smil over hele linien.

Et smil har jeg også på læberne, da jeg forlader Knasten. Leg, kreativitet og bevægelse er Knastens egne dækkende ord på de mange aktiviteter. Hvem der var barn igen.