Som bekendt fylder Dronning Margrethe 80 år den 16. april. Og det skal selvfølgelig fejres. Derfor er 3. klasser landet over gået i gang med at skabe deres bidrag til en fælles gave fra landets kommuner.

I Svendborg løftes opgaven af eleverne i 3.a og 3.b på Thurø Skole, godt hjulpet på vej af SFO-leder, billedkunstner og billedkunstunderviser, Ulla Ellyton. Eleverne er allerede i fuld gang med at skabe smukke kunstværker til dronningens fødselsdag. Motivet er frie fortolkninger af de to temaer “Dronning Margrethe II” og “et vartegn i Svendborg Kommune”. Den samlede gave til dronningen vil bestå af ét maleri fra hver kommune i landet, malet af 3. klasses-elever.  

Kunstværket fra Svendborg bliver fremstillet med brug af tegning, farvelægning, decoupage og revet papir. Det betyder, at alle elever fra de to klasser får et lille bidrag med til dronningen, samtidig med at alle elever sammen med en makker laver deres eget værk til en lokal udstilling i Svendborg. Det vil vi høre mere om senere.

Det bliver dog helt specielt for de to elever, der er udtrukket til at deltage i en ceremoni på Christiansborg Slot den 15. april. De skal møde fødselaren og overbringe den samlede gave sammen med to elever fra hver af de andre 97 kommuner. Carla Leonora Troest Garboe og Sylvester Spangsberg Solgaard er de heldige, som sammen med hver en forælder drager til København, hvor de skal deltage i fejringen.