Digteren Tom Kristensen blev født 1893 i London og døde 1974 på Thurø. Han ligger begravet heroppe i Thurø kirkes smukt skrånende have, hvor hans sten bærer en linje fra et af hans digte ”Græs”, det sidste fra samlingen ”Verdslige sange” fra 1927. Her står som bekendt: ”Bøjer jeg mig så dybt som jeg kan, vokser min verden sig stor”. 

Der er meget smukt gemt i den sætning; drømmen om at genfinde forestillingsevnens eventyrland fra barndommens glæde ved at ligge mellem græsstrå og se dem som spidsbuer i en gotisk katedral, og derudover måske ønsket om at genfinde storheden i den verden af skabt skønhed, som man velsignes med ved daglige mirakler, men man som voksen skeptiker tit tager for givet – og så endelig og vigtigst måske, udtrykker sætningen en klar erkendelse af det almindelige hovmod, hvormed vi mennesker gør store ting små. 

Som en anden stor digter C.S. Lewis sagde det: ”En stolt og hovmodig mand ser altid ned på ting og folk; og selvfølgelig, så længe du kun ser ned, så kan du ikke få øje på noget, der er over dig”. 

Tom Kristensen så ikke ned på ting og folk, men væltede rundt imellem dem. Han var vild i 1920’erne. Hans digte fra den tid er samlet i bogen ”Mellem Scylla og Charybdis”, der er noget af det bedste, der er skrevet på dansk i det 20. århundrede. Digtene fra ”Fribytterdrømme” og ”Mod den yderste Rand” bar mig som soundtrack gennem min studietid, fordi Tom Kristensen sammen med min glæde ved romantikerne Schack Staffeldt og Adam Oehlenschläger dækkede de to sider af min sjæl, der var virkeligheden: På den ene side den længselsfulde søgen efter Gud, skønheden, det sande og det gode – og så Tom Kristensens vilde blik på mødet med den verden, der hele tiden er ved at synke i havet som landet Atlantis. 

Saadan er Længselens Land, Atlantis,
Hvor alle harmoniske Fordomme svigter.
Farverne sprænges, og Formerne sprænges
Og Skønheden skabes af grelle Konflikter.
I Kaos jeg løfter min Bøsse Mod Skønhedens Stjerne og sigter.

Tom Kristensens romaner Hærværk, 1930, og den endnu bedre Livets arabesk, fra 1921, og digte som det citerede Landet Atlantis, 1920, bærer i sig den undergangsstemning, der blev en slags varemærke for hans navn. Men det er kun den halve sandhed – ja måske endda kun den kvarte. For Tom Kristensen var ikke nihilist eller anarkist. 

Han var nok ekspressionist i sit sprog ja, og skrev om opløsning, druk og dådløst forfald, men det var på en baggrund af en dybere længsel efter klassisk skønhed. Læs hans rejsebog ”Italien”, der sammen med Johannes Jørgensens og Peter Schindlers bøger om støvlelandet er det bedste, der er skrevet på dansk. Læs hans oversættelser af Rudyard Kiplings digte, der afslører en stor respekt. Læs hans mesterværk ”En dansk kavaler i Spanien” og bliv forført af hans respekt for kristentroens blomster. Han sad jo tit heroppe i Thurø kirke under pastor Johannes Johansen, hvis selskab (og glæde ved spiritus) han nød, og han skrev, at Thurøs prædikestol er Danmarks flotteste. 

Man skal ikke gøre Tom til trækdyr for ateisme og opløsning, bare fordi han skrev om og havde erfaring med at gå i hundene. Det er jo ofte sådan, at den, der har styr på det hele, har nemmest ved at nøjes med denne verden og glemme Paradis, mens den prostituerede og den alkoholiker, der har ramt bunden ikke har svært ved at indrømme, at det hele godt kan blive bedre. Paradis er ikke en billig erstatning for den fattiges helvede – det er ikke derfor, at de sidder i kirken, men de fattige sidder ofte i kirken, fordi der ikke er så meget rigdom, der står i vejen for at de kan se. 

Tom Kristensen var vild i 1920’erne, men hans digte var selv dér helt klassiske i deres metrik – han var traditionalist og vild på samme tid, for han skrev ” jeg har længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død”, men han skrev det ikke som urimede digte i modernistisk opløsning – han skrev det på rim og med hele den klassiske tradition tilbage til Homer som kanvas og kaldte drillende de urimede, moderene digte for ”Sprængt oksebryst”. Tom Kristensen var en længselsfuld sejler mellem tro og tvivl, skønhed og opløsning, Gud og hærværk – han var som sit navn på en gang både tom og kristen – Tom Kristensen. 

Nu hviler han tillidsfuldt med sin voksne drøm om at kunne blive lille og ydmyg nok til at følge den kaldende stemme dernede på Thurø kirkegård mellem græsstråenes gotiske søjler: 

Inde i Straaenes dæmrende Haller
er der en Stemme, som vaagner og kalder
et stigende: kommer du nu, kommer du,  kommer du,
kommer du nu, du nu.
Og som Svar
toner en klar
underbar, drengeklar Stemme i mig:
Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!
Men når mit Vanvid er omme,
når mine Drømme om Storhed er omme,
da vil jeg komme, da vil jeg komme,
da er jeg lille og lykkelig nok.