Jeg ved det godt. Ting tager tid, men tiden og vore klimaudfordringer står ikke stille. Ej heller i disse Corona-tider. Vi har fået en national klimalov og mange kommuner har nogle ambitiøse klima- og energipolitikker. Det er som udgangspunkt rigtig godt, men når det kommer til handlingsdelen, så begynder der at gå langsomt. For langsomt efter min mening.

Hvis Christiansborg ikke hurtigt kommer i gang med at forhandle nogle ambitiøse handlingsplaner på plads, så mister en stor del af den danske befolkning troen på, at vi kommer i mål med en CO2-reduktion på 70% i 2030.

Den grønne bølge som opstod op til og under det seneste folketingsvalg, må ikke flade og fade ud. Så har vi først for alvor en national klimakrise.

Alle folketingets partier, med undtagelse af et par borgerlige småpartier, har underskrevet Klimaloven. Det forpligtiger som bare pokker. 

Jeg er ikke enig i, at vi ikke skal kunne mærke den grønne omstilling som borger og forbruger. Det siger sig selv, at vi er nødt til at ændre adfærd i vores daglige gøren og laden. Vore klimaudfordringer løser ikke sig selv, og den teknologiske udvikling kan kun løse en del af udfordringen. Derfor kan vi ikke bare stille os op på en ølkasse og sige, at der kommer en god løsning i morgen.

Et eksempel på politisk langsommelighed er seneste udmelding fra skatteminister Morten Bødskov, som først til efteråret vil komme med et bud på, om der indføres afgifter på elbiler i 2021, eller ej. Som udgangspunkt kan han melde ud, at der ikke røres ved afgifterne på rene elbiler i 2021. Hvis vi skal nå målet med 500.000 elbiler på de danske veje i 2030, så skal der rulle 120 elbiler ud over kantstenen hos forhandlerne pr. dag, til og med år 2030. Salget pr. dag var i januar og februar måned på 17 biler. Derfor kan en udmelding og garanti kun gå for langsomt.

Hvis 2030-målet skal nås, og det skal det, så skal der også ske en øget markant borgerinddragelse, som skal skabe ejerskab og en forpligtigelse til at gøre noget proaktivt for at nedsætte forbruget af ting og sager. Jordens ressourcer er knappe, men vi danskere er storbrugere, så derfor at vi også en forpligtigelse til at gå foran med de gode eksempler.

Vi har fået opbygget så mange rigide regler og begrænsninger over for borgere og virksomheder på klima- og energiområdet. Vore afgiftssystemer trænger til en gevaldig kølhaling. Det giver jo ingen mening, at f.eks. overskudsvarme ikke udnyttes bedre fra virksomheder til den offentlige varmeforsyning, fordi det så vil blive afgiftsbelagt, så det ikke kan svare sig.

Hver dansker, stor som lille, udleder i gennemsnit ca. 13 tons CO2 om året. Da vi er ved at nå borger nummer 5,8 million, så udleder vi tilsammen 75.400.000 tons CO2. Danmark ligger derfor i top 4 på verdensplan som CO2-udleder og forbruger af ting og sager. 

Hvis vi skal ned på ca. 2,5 tons CO2 pr. borger i 2050 jvf. Parisaftalen fra COP21 i 2015, så kræver det helt andre klimaboller på suppen. 

Vi kan ikke fortsætte med det (over)forbrugsmønster som vi har for nuværende, og derfor må vi kræve, at Christiansborg og regeringen får forhandlet klimahandlingsplanerne på plads i indeværende år, så borgere og virksomheder har noget eksakt at forholde sig til. Ellers ender det bare med en klimalov uden konsekvens og ejerskab.

Jeg er ikke tilhænger af, at hver borger skal udstyres med en CO2-kvote, men det kan blive konsekvensen, hvis de kommende handlingsplaner bliver for uambitiøse.

Lad os her og nu komme over Corona-krisen, for så igen at kaste os over klima-krisen.

Pas på hinanden derude. Både nu og i fremtiden.