Ordet tilflytter bliver på skift brugt både som noget positivt og som et skældsord.
Mai-Britt Schultz skriver her om, det første, for tilflyttere er i længden altid en god ting.

Tåsinge er en ø, der på alle måder er præget af sine tilflyttere. Den er præget af navne så gamle, at alle stort set har glemt, hvorfor de er opstået. Vindeby er f.eks. Vendernes by, de fleste kan ikke huske mere om Venderne, end de var sørøvere og slavehandlere, og Valdemar den Store, Esben Snare og Absalon efter slaget om Arkrona væltede deres gud Svantevit, ham med de fire ansigter. Saxo beskrev med denne handling med disse malende og ret fordømmende ord: ”Og ud væltede rotter og mus.” men Venderne var meget mere end det. De var flittige handelsfolk, og mindede på mange måder om vikingerne, som de havde taget grundigt ved lære af. Både hvad angår forståelsen af værdien af slavehandel, overfald og røverier og evnen til at skabe handelspladser. En af dem lå på Tåsinge, en anden lå i Bagenkop, og der er flere rundt i landet, i Roskilde er der f.eks. en gade Vindeboderne, der også stammer fra en vendisk handelsplads. I Svendborg har man sågar fundet en fin lille lomme Svantevit, som en har tabt engang i 1300-tallet. Man skal nemlig ikke tro blindt på Harald Blåtands selvpromoverende udtalelse på den ene Jellingesten om, at han gjorde danerne kristne. Det tog en hel del længere, og man var desuden ikke så bange for andres religioner, som det senere er kommet så voldsomt på mode. 

Der er også indvandret mange fra Lolland. Det kan både høres i sproget, der længe indeholdt mange dialektord, der stort set kun kendes fra Lolland og Tåsinge, men det har foruden efternavnet Lolk, blandt andet givet sig udtryk i bynavnet Stjoul, landsbyen med øens største gadekær. Stjoul er det lolliske dialektord for gadekær eller dam. Selv øens store slot er bygget til en tilflytter. Valdemars slot er bygget til Christian d 4. s søn Valdemar med Kirstine Munk hende, hvis mor var den umådeligt rige godsejer Ellen Marsvin fra Nyborg. Valdemar flyttede godt nok aldrig ind, fordi han gik hen og døde inden; men navnet hænger ved, slottet og øen blev siden købt af søhelten Niels Juhl, primært for de løsepenge han indkasserede fra de tilfangetagende sømænd, officerer og skibe, efter slaget i Køgebugt. Endnu en slags sørøver… hvis slægt stadig præger Tåsinge. Uden Juhlerne på Valdemars slot, ingen frugtavl på Tåsinge. 

Talrige er nu også de ikke adelige, der er flyttet til Tåsinge gennem århundrederne, hvad enten det var fordi de mødte en sød tøsing til bal på Skovballe kro, eller mens de arbejdede på pensionater, bøndergårde, mejerier, butikker eller var soldater sammen med en, der tilfældigvis havde en skøn søster. De er alle kommet og været de fremmede, med et sært sprog og nye vaner som en og anden nok har set lidt skævt til. Og andre taget til sig som nyt og spændende. Få steder blomstrede andelstanken i bedre jord end på Tåsinge, en af landets første brugser blev bygget i Strammelse, der skød andelsmejerier op hele tre steder på øen. Og man hentede mejerister, skolelærere og Brugsuddelere ind ude fra. Så man kunne lære om og af verden udefra. 

Broen til Svendborg betød en opblomstring af nybyggerier især i Vindeby og Troense området. Parcelhuskvarterer voksede frem af pløjemarker for der blev bygget heftigt fra først i 1970erne. Det strømmede til med tilflyttere. Der kom nye skoler, plejehjem og ældrevenlige boliger, og resten af øen blomstrede, alene i Landet var der for under 25 år siden både bank, Brugs, bager, læge osv. Så forsvandt, banken, bageren, lægen, kun Brugsen holder skansen … men der flytter stadig modige mennesker til, der bygges nyt, og de gamle huse og gårde genlyder af nye unge stemmer. Der er igen børn på gader, veje og havne og med skolebusserne. De nye tilflyttere kommer til øen for at skabe sig en tilværelse sammen med dem, der har boet her længe. Selvfølgelig må man som nytilflytter, forholde sig til skik og brug, men der er også brug for fornyelse og nye initiativer. Nye virksomheder, nye modige selvstændige, hvad enten det er butikker, bryggeri, catering eller musikere og kunstnere. De nye ser med friske øje, og ja selvfølgelig skal Skovballe have en hjertestarter forening, årlige herre og dame julefrokoster, vores egen vingård etc. etc. Moralen er, at hvis øen skal blive ved med at være et aktivt og driftigt sted, skal vi byde nye tilflyttere velkommen, lukke dem ind i vores hverdag og drikke kaffe med dem, eller dele en bænk på havnene. Også selvom de har nye måder at gøre tingene på. Måske er det alligevel ikke så farligt at inviterer nabolandsbyens indbyggere med til den lokale sommerfest? Også selvom det ville have været utænkeligt på ens farfars tid. For uanset hvor forskellige fra de gamle på øen de nye er, så ender de jo med at blive en del af det samfund, de bor i uanset om de kommer fra Ærø, København, Damaskus eller Langeland

Til sidst vil jeg gerne fortælle om dengang, da vi flyttede til øen. Det var en lysende smuk forårsdag for 25 år siden. Lærkene sang, kornet bølgede lysegrønt, øhavet glitrede i solen. Kort sagt. Vi var dybt forelskede i øen og vores store nye hus. Udenfor lå den gigantiske nye septiktank og ventede på at komme i jorden. Mens vi gik og puslede foran mejeriet, kom en af ”gamle tøsingerne” forbi i sin firehjulstrækker. Kai sprang ud, og hans første spørgsmål var, ”Hvad der mon fik sådan to Køwenhavnere til at flytte herud?” Palle min sambo, svarede venligt, ”at han da var fra Ærø”, hvortil Kai lakonisk svarede, at ”Det var da det stort set hip som hap”. Så vendte jeg mig smilende og pegede med en favnende bevægelse ud over landskabet og sagde ”Det er da nemt af forstå, bare se hvor smukt her er” Hvortil Kai lakonisk og kontant svarede: ”Her stinker sgu da altid af gylle…” Hvorefter han hoppede ind i sin bil og susede ned ad vejen. Vi stod måbende tilbage, og det er så det, jeg har talt med ham i alle de år. Og ja, her stinker indimellem af gylle, og det er da ikke blevet mindre med årene, men der er stadig intet sted jeg hellere vil være en lysende forårsdag end her ude bag ve´ – eller resten af året for den sags skyld.