Når jeg hver morgen slår øjnene op, her ude ved Skovballe, har verden ændret sig. Det er for det meste de små ting der fylder. Et træ der er sprunget ud, en mark der grønnes, majsstubbene der overvintrer i mudderet, men også i det store billede, har den del af øen, der ligger U´ba´ve´ ændret sig drastisk i de år, vi har boet på mejeriet. Da vi flyttede herud, havde de fleste af vore nabogårde enten køer, der vel og mærke kom på græs, eller grise. Der blev dyrket korn, raps, græs og en sjælden gang majs. Gårdejerne boede her selv og vidste, at hvis de kørte gylle ud en konfirmations eller helligdag, ja så måtte de eller familien bagefter stå for skud i Brugsen eller hos Bageren. Vi vidste dog også alle, at gyllekørsel og høst var afhængig af vejret, og nogen gange måtte hensynet til naboerne vige for fyldte gylletanke eller særligt godt høstvejr. Men det var jo vore gode naboer på gårdene, det var Kaj, Anders, Karsten, Troels eller en anden af naboerne, så vi vidste jo, de kun gjorde det af nødvendighed. Vi mødte dem tit i en traktor, en mejetærsker eller med en gylletank, men vi hilste på hinanden og tog hensyn på alle de små veje, for det var jo vores naboer, og Leif skulle jo også hjælpe os, når vi havde brug for en dygtig slamsuger. 

Men nu er alle de små landbrug snart forsvundet. Dem som gjorde, at høst og gyllekørslen blev fordelt ud på mange små og større gårde. Vi ser aldrig køer på markerne mere, og færre og færre af gårdene drives som landbrug. Til gengæld får vi flere og flere majsmarker. De gårde der omgiver os i dag, bliver større og større og drives primært ved hjælp af ansatte, en maskinstation eller østeuropæiske landbrugsmedarbejdere uden noget forhold til os naboer. Så nu handler det for det meste ikke mere om sameksistens, men kun om hastighed og større og større maskiner. Der er intet i vejen med at tjene penge, bestemt heller ikke for landmænd, men man skal huske hensynet til sine naboer, for det er det sammenhold i lokalsamfundet, som gør at den dag, der sker noget, at vi også står der. Og vi hilser i Brugsen og på vejen, og ikke klager over det mindste i tide og utide. 

For vi skal jo alle være her og helst mange år frem. Så der er behov for, at minde gårdejerne om, at de ikke for tit kan indskærpe over for deres ansatte, at vi er deres naboer, og de der kører i personbil, løber, cykler eller går, har lige så meget ret til at færdes på de små smalle snoede veje herude, som de har, og vi også gerne vil være i vores haver varme sommeraftner, eller på helligdage. 

Vi vil jo alle gerne leve i rar sameksistens med naboerne, små og store, både i våde og tørre tider.