Over de seneste måneder er de røde og hvide vejskilte skiftet ud med nye blå over det meste af øen. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvilke farver man synes er pæne. Tøsingens faste klummeskribent Mai-Britt Schultz skriver her om skilte og kulturhistorien
Tåsinge har en interessant historie, der rækker langt tilbage. Der har boet mennesker på Tåsinge i over 5.000 år. De har alle sat sig spor i form af menneskelig aktivitet. Vi værner om det, de efterlod, og vi opdager hele tiden nyt om det gamle. Museet i Svendborg har blandt andet for nylig udgravet en lang række spændende fund fra den forsvundne landsby Staus ved Skovballe, der lå under det nuværende biogasanlæg. Og der er helt sikkert mere under marken bag vores mejeri. Navnet Staus står på de ældste kort vi har over Tåsinge, og er sikkert afledt af det olddanske ord strofn. Du kender det forbindelse med hjemstavn og skibsstævn. Men det betød oprindeligt rod, altså derfra man stammer. Her har jeg rod og hjemme.
Man kan dog godt blive nyplantet og straks slå rod, som jeg har gjort på Sydtåsinge. Det bliver dagligt tydeligere og tydeligere for mig, at det er herfra min verden går. Jeg har haft et utal af højskole- og kunstskolekursister med på ture rundt på øen, hvor de har hørt om Søren Lolk, de syv dansestuer, Ambrosius Stub, skipperne i Troense, Venderne i Vindeby og svenskerne, der drog hærgende over øen, for slet ikke at tale om kirkerne og gravhøjenes spændende historie. En af Danmarks første Brugser lå på Tåsinge, og andelstanken bredte sig hurtigt til mejerierne. Tåsinge var det sted i sidste århundredes slutning, hvor der blev produceret mest mælk pr. km2, ja der var knap en gård eller husmandssted med respekt for sig selv, som ikke havde en kvie gående. Der blev plantet frugttræer på baronens bud, og senere plantede man blodbøge for at mindes de danske soldaters blod efter 1864, og egetræer i 1915 for at mindes kvinders stemmeret.
Kort sagt der er fortællinger i alting, fra stengærde og levende hegn, til skure på havne. Og vi skal værne om de fortællinger, fortælle dem videre til børn og andre lydhøre væsner, for ellers forsvinder de. Vi skal også værne om de ting, der fortæller historie – som da Svendborg kommune ville rette vejen ud ved Kragekærvej, og derfor historieløst fældede Kvindeegen – det kom de ikke godt fra, der rejste sig stor protest, og der måtte plantes en ny. Man ødelægger ikke bare historie. Derfor er det også med både vrede og sorg, jeg i disse uger ser Svendborg kommune målrettet ødelægge den kulturarv, som de smukke gamle støbte skilte udgør. Det er historieløst og en hån mod kommende generationer. Det bunder jo alene i slendrian og mange års manglende fokus på vedligeholdelse, når man nu midt i en coronatid køre rundt på en lastbil, og med en vinkelsliber skærer skiltene af, og knalder nye skilte op, som ligner dem man ser alle vegne – historien forsvinder, mens borgerne ser magtesløse til, og kulturarven forsvinder i smelteovnen. Når de kunne have været reddet for flere generationer med lidt maling.
Men når man bliver en del af en stor kommune, forsvinder den rettidige omhu og fortællingerne. Tingene forfalder og ingen føler ansvaret, og en dag får en embedsmand en tanke, og så forsvinder kulturarven – fordi han ikke har rod i fortællingerne. Jeg har været ven med både Henry Poulsen fra Strammelse og Arnold Olsen fra Væverhuset. De lærte mig noget vigtigt, nemlig at huske at se skønheden i de små ting. De blev begge heldigvis gamle, og blev på mange måder ledetråde i mit liv. For det var vigtigt for dem, måske især for Henry Poulsen, at være et ordentligt menneske og behandle sin historie, jord og dyr ordentligt. Jeg bruger stadig Henrys barndoms steder, når jeg skal finde rundt, og opdager ofte jeg er blevet lige sådan. Jeg taler stadig om Troels´s gård, selvom han faldt ned med en flyver for mange år siden. Drosts eller Carsten og Birthes gård, selvom de har været flyttet i årevis… Nogle gange er det svært for andre at holde rede i, som hvor nu lige Mikkelmands gård lå, når nu der ikke har boet en mikkelmand, i århundreder – det er en bøddel – og den nu har skiftet navn til det oprindelige navn Andekærgård. Sådan har tingene deres historier at fortælle, hvis vi lytter, deler og holde dem i live, uden at miste grebet om nutiden.
