Kokken Thomas Skovmose-Falck har skiftet arbejdet i Michelin-restauranter ud med sit eget Øhavkøkkenet, der ligger lidt uden for Bjerreby. Da corona-krisen kom, blev take-away fra køkkenet på Tåsinge pludselig et hit.
Det er fredag eftermiddag i Øhavskøkkenet ved Hellev-
gaard. Det er det tidspunkt, hvor det hårde arbejde er overstået for kokken Thomas Skovmose-Falck, og folk kommer i en lind strøm for at hente fredagens luksusmåtid, de har set frem til en hel uge.
I dagene op til har Thomas Skovmose-Falck gjort klar til at udlevere omkring 25 poser fyldt med gourmetmad. Denne fredag indeholder poserne blandt andet tomatiseret skaldyrs consomme med kammuslinger, urtefarseret poussinbryst og sommerbær med hvid chokolade til dessert.
– Hundrede kuverter er rigtigt godt. En fredag var der bestilt 250 kuverter. Der havde jeg godt nok travlt, og næste fredag er der 100, fortæller Thomas Skovmose-Falck.
Ideen til Fredagsmenuen, som kokkens luksus take-away hedder, opstod for lang tid siden i Øhavskøkkenet, der kun laver mad ud af huset. Ideen var aldrig rigtigt blevet til noget, men så kom corona-krisen i marts.
– Alt blev afbestilt fra den ene dag til den anden, og så satte jeg gang i den idé, der havde ligget og ulmet hele tiden. Jeg er gået lidt ned i omsætning, men det kører, fortæller han.
Da restauranterne lukkede, blev take-away populært og det gjorde Thomas´ Fredagsmenu også.
20 år i køkkenet
Thomas Skovmose Falck er født og opvokset i Lundby og indfødt tøsing. Som 20-årig tog han til Købehavn for at forfølge drømmen om at blive kok i de bedre køkkener. Han arbejdede blandt andet Leonora Christine, hvor han blev udlært, og på Michelin-restauranterne Pierre Andre og Kiin-Kiin.
For syv år siden rykkede han dog hjem til det sydfynske, og var blandt andet køkkenchef på Stella Maris i tre år.
– Det var blevet på tide at vi flyttede hjem og fik børn. Min kone er fra Jylland, så vi fandt et kompromis på halvvejen, griner han.
Men kokkelivet er tidskrævende og hårdt. På et tidspunkt talte han med genboerne på gårdbutikken Hellevgaard, Mette og Brian, og i august 2019 var Øhavkøkkenet en realitet. Nu har han cirka 50 meter på arbejde i køkkenet han har etableret i forbindelse med gårdbutikken. Her har han indrettet et arbejdsliv, der passer bedre til at have to små børn på to og seks år.
– Det er helt perfekt. Jeg kan tage morgenkaffen med over, og så er jeg på arbejde i løbet af ét minut, fortæller han.
Tilbage til selskaberne
Der er så småt ved at komme gang i det, der var den oprindelige idé med Øhavkøkkenet, nemlig at lave mad ud af huset til selskaber, receptioner og events.
– Det er det, jeg allerhelst vil. Det er dér, jeg kan komme til at lave alle de sjove ting, jeg har lyst til, fortæller Thomas Skovmose-Falck.
Råvarerne til menuerne kommer overvejende fra de lokale producenter fra det sydfynske område. Øhave ved Skiftekær, Spånlundsgaard i Skårup og ikke mindst Hellevgaard, hvis gartneri og marker Øhavkøkkenet bogstavelig talt ligger midt i.
– Jeg taler med producenterne om, hvad de har, og ikke mindst, hvad de har meget af. Jeg skal jo bruge en del, hvis jeg skal lave 250 ens kuverter. Men det er jo det, alle kokke drømmer om at have råvarerne i baghaven, fortæller Thomas.
Desværre lukker Hellevgaard til december, men Thomas Skovmose-Falck har en plan om, måske at køre noget af det videre i Øhavskøkkenets regi, så han selv kan producere nogle af råvarerne til Øhavskøkkenet.
– Der er for eksempel en masse gode bær, og de er hundedyre, hvis man skal ud at købe dem, fortæller han.
På længere sigt har han planer om måske at ansætte en kok til. Men foreløbig ser han siden an.
– Det første år er gået rigtigt godt på trods af coronaen. Jeg plejede at sige, hvis det kan fungere i tre år, så kører det. Men det er startet godt, slutter Thomas Skovmose-Falck.
Endnu en bil kører ind på gårdspladsen for at hente ugens fredagsmenu, og det varer ikke længe inden Thomas er inde i en længere snak om, hvilken vin der passer til med kunderne.