Du sidder med et eksemplar af Tøsingen i hånden. Det undrer dig måske ikke så meget, for det første blad udkom for første gang for mere end ti år siden og udkommer kun fire gange om året . En lille pause gør ikke så meget væsen af sig.
Men både Tøsingen, der udkommer på Tåsinge, og Thurineren på Thurø blev nedlagt i en sparerunde i efteråret i Jysk Fynske Medier, der var endt med at eje de to blade.
Det giver meget god mening for dem, at koncernen lukker bladene. Jysk Fynske Medier udgiver i forvejen både Fyns Amts Avis, Svendborg Ugeavis og langelandske Øboen på Tåsinge, og der er grænser for, hvor mange annoncer, man kan presse ud af det tøsingske erhvervsliv.
Men vi er nogle, der mener, at både Tåsinge og Thurø har brug for deres eget lille medie, som kan afspejle livet, tankerne og mentaliteten på øerne, – og måske også fortælle lidt om, hvad der er sket, og hvad der kommer til at ske.
Planen er stadig, at bladene skal komme fire gange om året, så der bliver ikke tale om, at hverken Tøsingen og Thurineren skal være nyhedsmedier, men mindre kan også gøre det. Ambitionen er, at lave nogle blade, som læserne føler er deres egne.
Vi er startet samtidig med at Corona-virussen sætter sit præg på hele verden. Men vi har det sådan, at hvis der er opbakning nu, så tror vi på, at de to blade er bæredygtige. Vi er optimistiske.
Vi har allerede fået så mange positive tilkendegivelser – og ordre på annoncer – at vi er sikre på, at Tøsingen og Thurineren er solidt i gang.
Hav et godt forår, og pas godt på hinanden i denne tid.