Lige nu viser naturen sig fra den mest spændende side. Vinteren er slut og foråret kommer buldrende. Poul Rasmussen fortæller her om en spændende vinter, og hvad man skal lægge mærke til her i foråret.
Netop nu, hvor det bagerste ben knap nok har løftet sig fra den frosne vinter jord, og det forreste ben forsigtigt sætter hælen i den erantisdækkede forårsmuld – da er naturen mest spændende. Det er som om vinteren med tocifrede frostgrader, sne og knitrende is på søer stadig ånder os i nakken – mens ansigtet fornemmer varmen, duftene og lydene fra et spirende forår. Hvor har vi dog savnet det forår.
Her lidt fra naturen i den tid der er gået, og den der står for døren.
Allerede i efteråret når kulden sætter ind i det nordlige Skandinavien, kommer store flokke af bramgæs og sangsvaner ned over landet. Når kulden rigtig sætter ind, samles de i store flokke på markerne. Det er svært ikke at begejstres af disse smukke fugle i så imponerende et antal.
Naturen i den danske vinter er i det hele taget iøjefaldende ved de fugle fra de nordlige egne, der søger mildere himmelstrøg. Sjaggerne er nok den art, som flest kender, når de besøger vore haver og tjørnehegn for at rydde, hvad der er af bær. I hælene på dem kommer Silkehalen. En imponerende lille skabning, som af udseende burde høre til i tropiske egne. Sådanne tre besøgte min have i midten af februar. En ekstra gave man ofte får med disse nordlige gæster er, at de er meget tillidsfulde. De tre silkehaler kunne jeg derfor både nyde og fotografere på ganske få meters afstand, mens de systematisk ryddede mine Misteltenbær. Som en sidegevinst kunne jeg på mine fotos se, at den ene bar en ring, og det lykkedes at finde ud af, at den var ringmærket i Ørebro i Sverige i 2014.
Monnet er altid et besøg værd om vinteren. Havørnen er en næsten sikker gæst her, og Vandrefalken ses tit sidde på en tue eller opdages i luften, når den skræmmer flokke af ænder på vingerne. Langs kysten er den lille Snespurv en almindelig gæst, og som andre fugle fra nord tillidsfulde. I det mørke tangopskyl falder den i øjnene med sine hvide aftegninger, som har givet den navnet.
Og pludselig, da februar rinder ud, kommer varme – nærmest som et knips med fingrene går det fra frost til tocifrede varmegrader. Man lukker øjnene, stikker næsen op mod solen og suger varmen til sig – og lige netop der, høres en blid kvidren fra himlen, lærken er kommet. Nu venter jeg kun på, at stærene viser sig ved kasserne i haven. Jeg overraskes hvert år, for det er næsten på klokkeslæt den 23. februar, at vi hører dens knirkende stemme fra toppen af birken. Men den lille imitator kan mere end den ene sang – i vinteren har den opholdt sig langs kysterne i Nordeuropa og kan nu både strandskade – og storspovesprog, som den tjenstvilligt serverer for os. Midt i den koncert er de rigtige Storspover ankommet. I luften høres deres melodiske bløde triller, inden de lander på markerne og med deres imponerende lange buede næb finder føde på de nyspirede kornmarker.
Viberne bliver her i milde vintre – men det gør ikke oplevelsen mindre, når de første indfinder sig på ynglepladserne, og man ser dem i en flot flyveopvisning, mens man hører deres velkendte stemmer. Grågæssene står nu også to og to, og inden længe ligger de og ruger på æg. Snart glider Rørhøgen lavt ind over rørskoven og spejder efter en godbid, mens Vipstjerten lystigt vippende trisser rundt på engen. Foråret er lige om hjørnet.
