Hvad har cheeseburger, plantemuld og araberspring til fælles? Du når dem alle tre med den store digter fra Svendborg, for Silvan, MacDonald og SG-hallen finder du ad Johannes Jørgensens vej. Men du finder mere med det navn, hvis du søger – for vejen er opkaldt efter en af vores helt store hjemlige ånder. Johannes Jørgensen fra Svendborg er den mest oversatte danske forfatter efter H.C. Andersen og blev indstillet fem gange til Nobelprisen i litteratur. Johannes Jørgensens far var skipper fra Thurø, og sønnen skriver bevægende et sted et digt om det maritime vilkår:
Hjem kom du en aften ind fra natten,
Sne over frakken, sne rundt om hatten,
Kyssed os med et skæg, der var vådt,
Spurgte os kort, om vi havde det godt,
Kendte os næppe, tog fejl af navnet –
Havde os dog så bittert savnet.
…Gik som du kom, en ensom, en fremmed.
Hjemme på havet, gæst i hjemmet.
Johannes Jørgensen var her fra. Måske derfor synger vi hans sommervers med glæde – Thurø på denne tid kan i hvert fald ikke beskrives meget bedre end han gør, skuende ud over sin hjemegn fra sin fars fødeø:
Nu lyser løv i lunde,
grønt ligger Danmarks land
imellem blanke sunde,
et skjold med sølverrand.
Frugtblomsters hvide pletter
det rige, grønne felt,
mens højt de lyse nætter
slår ud sit sommertelt
Men når det er sagt, så læses Johannes Jørgensens over 100 bøger nok mest i udlandet. Måske fordi den største del af hans forfatterskab er om udlandet, og de tre hovedværker omhandler den katolske kirkes tre store helgener: Birgitta af Vadstena, Katarina af Siena og særligt Frans af Assisi, som han skrev en biografi om i 1907, der genoptrykkes i store oplag hvert år, og selveste paven i Rom i 1917 gav sin varmeste anbefaling. Det er sælsomt, hvordan ånd og tro på den måde kan bygge bro mellem den evige stads umådelige skatte og så det lille hus i Bagergade 38, hvor Johannes Jørgensen blev født i 1866. 90 år senere var Johannes død og både æresborger i Svendborg og Assisi – et stort spænd mellem de to byer, som en romansk bue over et liv, der havde så dyb en længsel efter lys, at Johannes Jørgensen i evig hjemve ikke blot skrev nogle af de smukkeste danske digte, mesterværket ”Klokke Roland” fra 1915 om Tysklands indtog i Belgien, der rent faktisk fik Tyskland til at planlægge en invasion af Danmark – men vigtigst udstyrede hans hjemve med en så samvittighedsfuld sjæl, at han som ung efter en tid som dekadent ”kunstnersjæl” blandt Københavns kulturradikale jet-set i 1890’erne løsrev sig fra det såkaldt ”moderne gennembruds” Georg Brandes had til kristendommen og søgte tilbage til den kristentro, han havde fået med af moderen Marie i Svendborg. Jørgensen skriver i sin smukke bog ”Livsløgn og livssandhed”: ”Vi sagde at vi er fritænkere, vi søger sandheden. Vi forlod kristendommen, fordi den ikke er sand… Men det er umuligt, at sandheden kan gøre nogen ulykkelig …jeg taler her om indre ulykke…. Støttet på al biologis udsagn: det væsen der lever i overensstemmelse med sandheden (her mennesket i sine omgivelser, der er virkeligheden), må ifølge sagens natur føle sig lykkeligt. Derfor er dit hjertes ulykke det usvigelige kriterium for din hjernes vildfarelse”. Johannes Jørgens brød med den daværende magtelite af såkaldte ”fritænkere” omkring dagbladet Politiken, hvilket sendte ham hånet og latterliggjort helt ud af det toneangivende litterære selskab i Danmark, hvorefter han sank ned i Københavnsk glemsel og fattigdom med sin kone og deres syv børn. Men hvad han tabte af venskaber herhjemme blandt andet i digterne Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen og Helge Rode vandt Johannes fra Bagergade til gengæld blandt resten af det kristne Europas åndelige giganter. På en rejse i 1896 til Umbrien i italien med sin ven den kristne jøde Mogens Ballin, konverterede Johannes Jørgensen til katolicismen. Da de to mænd havde under deres ophold boet i det lille og dengang faldefærdige kapel La Rocca, som stadig kan besøges og er et aktivt kloster. Da var den sydfynske digter med den thurinske skipperfar og den milde, kristne moder langt væk hjemmefra men måske i virkeligheden for første gang som stærkt præget af både sjælelig og familiemæssig krise tættere end nogensinde før på det himmelske hjem. Som han siden skrev:
Måske du først må træde
Så mangt et modigt fjed,
før du kan finde stedet,
hvor stjernen stråler ned.
Og venner må du slippe –
De går en anden vej –
Og miste navn og ære…
Hold ud og opgiv ej.
Hold ud du stjernepilgrim
På vej til Betlehem –
Du er på vej til lykken,
Du er på vejen hjem.
Nu er det lille kloster renoveret og huser 7 søstre. Jeg besøgte det med min hustru og inde i klosteret er der et sælsomt spor efter Johannes Jørgensen. På 1. sal har han på væggen kalligraferet et bibelcitat ”jeg opløfter mine øjne mod bjergene, derfra skal min hjælp komme”. En bibelsk hjertebøn af hjemve og glæde, der fødte en sydfynsk pilgrim, der blev stor – særligt i Italien. Johannes Jørgensen vendte igen og igen tilbage til Umbrien og tilbragte næste 40 år af sit liv i byen Assisi, og når man besøger den klosterby, hvad man bør unde sig selv, hvis man engang får lov til at rejse igen, så vil man opleve, at de lokale er så stolte over at have huset Johannes Jørgensen fra Svendborg, at de ligesom Svendborg har opkaldt en gade efter ham; Via San Giovanni Jorgensen. Smukt at tænke på, at der således er to byer i verden, der har en vej opkaldt efter thuriner-skipperens søn. Fra den ene ser man over på Thurø: vort hjertes hjem hernede – fra den anden ser man op på klosteret, der peger på vort hjertets hjem histoppe.
