Preben og Mette viser rundt i den gamle lade, der har forvandlet sig til et moderne kulturhus og de sidste år. Selvom de corona-krisen har sat projektet på pause, er begejstringen svær at holde nede.

– Vi er helt høje. Det bliver fantastisk, udbryder Preben, da han skal vise det helt nye køkken og toiletter frem.

Egentlig var det ikke planen at lave et kulturhus til Tåsinge og Sydfyn, da Mette og Preben Sørensen købte en gammel gård, der tilhørte Valdemars Slot i Gammel Nyby midt på Tåsinge tilbage i 2014. De ville egentlig lave et Bed and Breakfast-sted, og planen var oprindeligt at rive den gamle staklade fra 1950erne ned.

– Da vi så nærmere på det, kunne vi se, at det var et lidt for fantastisk rum til at rive det ned, og vi blev enige om at gøre noget ved det, fortæller Preben Sørensen.

– Det lyder som en floskel, men da vi fik ryddet ud, kunne vi se, at rummet havde sjæl, og så var det jo synd ikke at bruge det til noget, supplerer Mette.

Ikke et forsamlingshus

Mette og Preben Sørensen har endnu ikke helt defineret, hvad Stakladen i Gammel Nybo skal være for et hus. Kulturhus lyder lidt kommunalt, synes de. Og de vil bestemt ikke være en konkurrent til de eksisterende forsamlingshuse på øen.

– Vi skal ikke være suppe, steg og is fester. Vi skal være et supplement til det, der allerede eksisterer, siger Mette Sørensen.

De drømmer om, at Stakladen vil komme til at huse intimkoncerter, foredrag, kunstudstillinger, kurser og konferencer. Det er de kreative folk, der bliver flere og flere af på Tåsinge, der skal sætte rammerne for indholdet i Stakladen.

– Vi drømmer om, at der bliver et flow af arrangementer, som kreative mennesker på Tåsinge laver. Vi vil gerne stille rammerne til rådighed, at folk kommer med noget indhold, siger Preben Sørensen.

Rolig start

Corona-krisen gav Preben og Mette lidt ekstra tid til at tænke over, hvad Stakladen skal være for et sted.

– I den seneste tid har alt jo været aflyst, og det har gjort at vi virkelig har kunnet tænke over, hvad et er, vi skal, siger Mette Sørensen.

Det første officielle arrangement er en intimkoncert med sangeren Camille Jones den 5. november. Men måske kommer der et arrangement allerede i slutningen af september arrangeret af lokale folkemusikere.

Mette og Preben Sørensen glæder sig til at se, hvad Stakladen udvikler sig til, samtidig med at corona-restriktionerne langsomt lettes hen over efteråret. Preben Sørensen, der har været skytte på Valdemars Slot gennem 27 år, har planer om at lave kurser i naturterapi, der skal supplere alle de andre aktiviteter.

Og glæden over rummet, kan hverken Mette eller Preben skjule.

– Sjælen i rummet er her stadig, efter vi har bygget om. Det er et rum man føler sig velkommen i, og det oser af historie, siger Preben.

Nu glæder de sig til de for første gang kan invitere folk inden for i Stakladen i Gammel Nyby.

Mette og Preben Sørensen havde egentlig tænkt, at den gamle staklade skulle rives ned, da de købte en gård i Gammel Nyby. Men nu er den renoveret og klar til at blive Tåsinges nye kulturhus.