Normalt ville jeg give en opdatering på træning, form, forventninger og lign. om de forskellige hold, men denne gang er det anderledes. Alt står stille i Thurø Boldklub, ihvertfald på boldbanerne.
Covid-19, bedre kendt som Coronavirus, er desværre over os. Det har gjort, at ingen hold hverken træner eller spiller kampe. Sæsonstarten i april er yderst tvivlsom for alle hold, og vi må forvente, at den bliver udskudt endnu længere.
Jubilæum
Dog har vi stadig et jubilæum, som vi arbejder ihærdigt på, selvom hele Danmark er lukket ned. Forventningen er selvfølgelig, at vi stadig kan fejre jubilæet som planlagt. Hold jer
gerne opdateret via facebook eller vores helt nye hjemmeside, hvor der løbende vil blive lagt yderligere informationer om arrangementet ud.
Fynske Bank har i den forbindelse igen bidraget med et flot sponsorat og støttet jubilæet.
Hvad det konkret går ud på, må I vente og se. Vi er meget taknemmelige for det fine sponsorat, da Fynske Bank i forvejen støtter flere gode tiltag. I et tidligere indlæg i Thurineren, berettede vi om, at Fynske Bank gav et anseeligt beløb til vedligeholdesen af klubhuset. Derudover har de også en annonce i kamprogrammet og er i det hele taget meget synlig i klubben. Vi takker mange gange!
Husk det hele for alvor starter, når vi efter planen får besøg af Barcelona Legends d. 6 juni! Sæt x i kalenderen, da et kæmpe ungdomsarrangement også vil finde sted.
Genopbygning
Hvis sæsonen går i gang indenfor en overskuelig fremtid, er det med andre forventninger end tidligere. Flere spillere har forladt klubben og er nu taget afsted på dannelsesrejser. Alle spillere har haft en bærende funktion på førsteholdet, så al snak om oprykning har vi pakket væk.
Tiden er til genopbygning og nye spillere har nu muligheden for at vise sig frem. Spillere som har været profiler på 2. holdet, er nu tvunget til at tage ansvar på førsteholdet. Det er en naturlig overgang, som alle lokale klubber skal igennem. Mange unge rejser eller starter uddannelse, og da Århus og København er de mest populære destinationer, vil afgangene komme helt af sig selv.
Det giver selvsagt nogle udsving i niveau, da niveauet og antallet af spillere fra hver årgang er meget forskellig. Nogle bliver selvfølgelig hængende på Sydfyn, da de enten tager sig en erhversuddannelse eller vælger en videregående i Odense. Her har vi gennem nogle år kørt til træning både tirsdag og torsdag.
Dermed ikke sagt, at holdet nu pludselig er dårligt. Det er det bestemt ikke, men oprykning er urealistisk og en postgang for tidligt. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at alle spillere går 100% efter en sejr i hver kamp. Der er trods alt sket større overraskelser, end en oprykning til serie 1 vil være.
Dette især set på baggrund af, at holdet i efteråret vandt mange kampe og ligger helt i toppen, for andet år i træk.
Vi kan dog trøste os med, at uanset det spillemæssige niveau på førsteholdet, så har vi fortsat 25 mand til træning hver gang.
En god kerne af unge thurinere hygger sig i sydfyns måske bedste fællesskab. Vi må se hvad det hele ender med. Det er heller ikke urealistisk, at sæsonen slet ikke bliver spillet færdig grundet covid-19. Den tid, den sorg.
Generalforsamling Inden coronaen skyllede ind over vores lille land, blev der afholdt generalforsamling. Ud går Frede Hansen, der havde det vigtige og ikke specielt populære
embede som kasserer, og ind kommer Michael Nikolajsen, som trådte til som redningsmand. Michael bor på Thurø med sin familie og spiller fortsat fodbold i klubben. Frede Hansen er i øvrigt stadig meget engageret i sponsorarbejdet i klubben og fortsætter til alt held med det.
Ungt blod blev det også til, da Emil Charles fra seniorafdelingen blev valgt ind som suppleant.
Charles er oprindeligt Svendborgdreng, men lod fornuften sejre og har spillet på øen i næsten 10 år.
Det går faktisk rigtigt godt for vores lille klub og mange yder en meget stor indsats for, at det hele kan køre rundt. Ja faktisk ville denne udgave af Thurineren ikke være mulig, uden hjælp fra boldklubbens ildsjæle. Mange har tilsluttet sig og gjort det muligt, at fortsætte udgivelsen af vores lille, men vigtige blad.
Jeg håber alle kommer godt igennem denne svære tid, specielt dem, der på grund af et svækket immunforsvar, er særligt
udsatte. Pas på hinanden!
Thurø Boldklub: Pas på hinanden
