Inden vi går ind i det gamle klubhus “Egely” nyder jeg udsigten sammen med Ib Oldrup på balkonen uden for. 

I baggrunden til venstre ses Fredskoven og Grasten, så Svendborgsund med Lunkebugten på Taasinge og lidt nærmere den lille ø Kidholm ved indsejlingen til Thurøbund. Bag Kidholm anes Troense. Det er simpelthen en af Thurøs flotteste udsigter.  

Neden for bakken foran os ligger sejlbådene tæt ved broene. Helt tæt på os ses de mange joller, Solinger og J70ere, der især benyttes af ungdommen i Thurø Sejlklub. Taget på det moderne klubhus tegner sig neden for skrænten, mens selve skrænten har mange små åndehuller med borde og bænke.

Vi slår os ned i det store lokale inde i “Egely” og får følgeskab af Jesper Henriksen. Ib Oldrup har været formand for Thurø Sejlklub siden 2009 og Jesper Henriksen er næstformand.

– Det vi sidder i er egentlig en gammel skolepavillon fra Svendborg, oplyser Ib Oldrup. Den blev bygget sammen med det endnu ældre sommerhus, der var den ældste del af klubben. Nu er det et dejligt samlingslokale, med fine køkkenfaciliteter i det gamle sommerhus.

Imponerende udvikling

Det er lidt ærgerligt, at der er begrænset plads her i spalterne. Vi kommer nemlig omkring mange spændende emner. Det er specielt imponerende, hvordan Thurø Sejlklub har startet projekter, der har fået opmærksomhed ud over det ganske land. Den planlægning og dynamik kunne mange andre foreninger lære af. Her følger et meget kort sammenkog  af det især Jesper Henriksen fortæller om. Til dagligt er han leder af sejlsektionen på Skolerne i Oure.

Ren konkret er det arbejdet med flere piger i bådene og lærerige projekter med sejlads som smuglerne sejlede med smuglergods før i tiden. Handicapsejlads har en stor plads i klubben. Det er projektet “Sejl og Studér”, der får fat i mange unge studerende. De får en sund fritidsbeskæftigelse og samtidig et socialt liv sammen efter sejladserne i klubbens gode faciliteter. I det hele taget arbejdet med at få sejlsport til at ligge på linie med andre mere synlige sportsgrene, der mest er knyttet til boldspil. Klubben har senest oprettet en initiativpulje, hvor der i 2020 kan bevilges op til 25.000 kr.

Heldigvis er mange af sejlklubbens projekter honoreret med landsdækkende nomineringer og priser. Blandt dem kan nævnes Dansk Sejlunions Klubudviklingspris 2018 og senere en meget flot nominering til finalen om Danskernes Idrætspris 2018 for projektet “Sejl og Studér”.

50 år med Øhavet Rundt

Den nu 80-årige sejlklub kan fejre 50 års jubilæum med sejladsen Øhavet Rundt. Det foregår lørdag den 29. august. Der er sidste frist for tilmelding til Danmarks største dagsejlads den 24. august. Normalt er er der 60-70 både med i sejladsen, men man forventer op mod 100 her i jubilæumsåret.

Første start går kl 09:00. Det koster 50 kr pr person at deltage, dog max 350 pr båd. I teltet på pladsen foran klubhuset sælges blandt andet is, vand, pølser, fadøl og vin. Alle varepriser har noget med 50 at gøre, eksempelvis 4 fadøl eller en flaske vin for 50 kr!

Vi ønsker klubben tillykke med de 80 og henviser til thuroesejlklub.dk for flere oplysninger.

Faktaboks
Thurø Sejlklub
Etableret i 1940
84 bådpladser
640 medlemmer
90 medlemmer under 18
Klubbens både og joller mm: SUP boards, Sit on top kajakker, Zoom-8 joller, Feva joller, 29-jolle, Laser jolle, Tera jolle, Sailqubes, optimistjoller, int. 806, 4 Solinger og 4 J70