Opbygning af imperier baseret på fiktive sandheder og manipulation; regeringer der sætter soldater ind mod befolkningen; nyheder der bliver til løgne; Corona’en der stadig florerer…

Verden er af lave, dvs. i en tilstand præget af uro, uorden, uenighed eller i det hele taget ude af balance. Sandheden er blevet relativ og at være usandsynlig bliver mødt med tavs accept.

Altsammen noget der gør verden mere splittet og bygger barrierer imellem mennesker. Samtidig søger vi den virkelige sandhed, der udfordrer den nye norm for at acceptere det usande. Når vi ser og oplever de dramatiske ændringer, der sker i verden, opstår usikkerheden og vi søger svar og sikkerhed i naturen og i den åndelige tilgang. Vi har brug for et fast ståsted.

I følge trendforskere afspejler denne søgen sig også i vores indretning og kommer bl.a. til udtryk i de farver, vi vælger. Hvor den støvede grønne tidligere har domineret farvebilledet, er det nu den mørke blå som er fremherskende. De blå nuancer har udviklet sig til at blive dybere og mere afdæmpede, dvs. grå-blå og ikke så kromatiske. Denne mørke og mystiske farveretning tolkes som en afspejling af den åndelige rejse mod det ukendte mørke i forsøget på at finde lyset. I en verden med løgne og sande løgne bliver søgningen efter den “rigtige” sandhed meget vigtig. For overhovedet at kunne agere i en sådan, verden bliver vores søgning meget mere individuel og vi søger vores egne sandheder. Vi søger tilbage til det kendte og sande og derfor naturen, som jo er perfekt, så længe vi ikke ødelægger den. Vores længsel efter en kollektiv følelse af fællesskab og samvær er meget presset, samtidig med at vi kraftigt søger en forbindelse til vores egne rødder, vores oprindelse og vores individuelle velvære.

Om ovenstående giver mening for den enkelte eller man blot synes, at nu har vi i mange år set utallige temaer over farven hvid, må hver enkelt selv finde sin egen sandhed i. Men sikkert er det dog, at tendensen nu i langt højere grad end tidligere er, at vi i Danmark arbejder med en meget større farvepalet og det gælder både i stuen, soveværelset og på badeværelset. 

Og med hensyn til den mørke blå er den ud over at være naturlig, spirituel og mystisk også en meget smuk farve, som tillige virker beroligende og samtidig stimulerer kreativiteten. Vi elsker vores nordiske stil, både hvad angår former, design og farver og også her passer den mørkeblå fantastisk godt ind i vores hjem.

Der findes et hav af regler, når det handler om at matche stil, mønstre og farver, men det vigtigste råd er, at du vælger en farve, som gør dig glad, når du kommer hjem. Den mørkeblå er et perfekt valg til både det moderne og det klassiske hjem. Tør du ikke male både væg og loftet mørkeblåt, kan du starte med en enkelt væg, nogle møbler eller lidt accessories i din foretrukne nuance – blå sikrer dig et moderne og tidsløst look. 

God fornøjelse  med malerrullen…