Sally Goings Darre syntes, hun var blevet taget så godt imod på Tåsinge, at hun gerne ville give lidt igen.
Nu er hun for forkvinde for det nyvalgte lokalråd for Sydtåsinge.

Sally Goings Darre beskriver sig selv som en ærke-københavner, der indtil for tre-et-halvt år siden aldrig havde boet uden for brokvartererne i hovedstaden. Da hun kom til generalforsamlingen for det nye lokalråd for Sydtåsinge, var det kun med ambitionen om at bidrage og være med.

– Jeg tænkte, jeg kunne komme med noget god energi. Jeg er faldet pladask for Tåsinge, og det har været en kæmpe gevinst at flytte hertil. Vi er blevet taget så godt imod, at jeg gerne vil betale lidt tilbage, fortæller hun. – Efter vi havde holdt det første møde, tænkte jeg, at det ville jeg gerne lægge lidt tid i. De andre er aktive i alle mulige sammenhænge, så der var ikke den store kamp om posten, fortsætter den 34-årige nybagte formand.

De øvrige i bestyrelsen syntes også, at det var en fordel med et frisk ansigt, der ikke var involveret i gamle debatter og sager. Så var sagen klar, og Sally Goings Darre blev valgt som formand.

Forbindelser til Tåsinge
Det er ikke helt tilfældigt, at Sally og hendes familie er endt på Tåsinge. Hendes mand, bassisten Anders Thambo Rasmussen, er vokset op i Bjernemark, så Sally havde i forvejen både svigerfamilie og et netværk på Tåsinge.

– Inden jeg mødte Anders, havde jeg aldrig tænkt, at jeg skulle flytte ud af storbyen, men det var noget vi talte mere og mere om. Det var nok mest mig, der var lidt bange for at flytte på Landet, fortæller Sally Goings Darre.

Da de fik deres søn, bestilte 
svigerfar på Tåsinge en fremvisning af det huset i Lundby, de nu bor i. Og de flyttede ind i juli 2017. Nu går de allerede og leger med tanken om at flytte endnu længere ud på landet.

– Jeg har virkelig nydt, så mange mennesker, der har lukket mig ind. I København er der så mange mennesker, at man måske ikke orker det, men her er vi afhængige af hinanden og hjælper hinanden, fortæller hun.

Professionelt arbejder Sally Goings Darre med kommunikation, og hendes mand er professionel musiker.

– Når man først har fået et netværk, går det rimeligt nemt, og også her, hjælper man hinanden. Min mand er jo som musiker vant til, at man skal køre langt på arbejde. Og så er Svendborg jo fantastisk kulturby med masser af gode musikere.

Ideer fra storbyen
Ud over friske øjne og ung energi, har Sally Goings Darre har også gode ideer med fra København.

– Jeg savner faktisk lidt, at der er nogle mødesteder, hvor man kan tage hen med sine børn, og møde folk på tværs af aldersgrupper. I København mødes man i parker eller på legepladser, og man er altid sikker på, der er nogen. Det kunne jeg godt tænke mig vi fik noget af på Tåsinge, siger hun.

Der bliver heldigvis rig mulighed for at føre ideer ud i livet i det nye Lokalråd for Sydtåsinge. Hvert råd – og der er et på vej for det nordlige Tåsinge også – får nemlig 200.000 kroner at bruge lokalt hvert år, så den nye formand og bestyrelse efterlyser ideer til, hvad der kan gøre Tåsinge til et bedre sted at bo.

Foreløbig ser den nye formand frem til at kunne give lidt igen til det Tåsinge, som hun er faldet pladask for.

– Jeg er kommet hurtigt ind og er blevet taget rigtigt godt imod, så jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet sammen med de andre, slutter Sally Goings Darre.