Det er ikke mange måneder siden, at Jysk-Fynske Medier lukkede magasinerne Mit Svendborg, Thurineren og Tøsingen. Men nu kommer Thurineren og Tøsingen på gaden igen.

Det er grafikeren Stefan Harboe Andersen, der står som udgiver af dem begge. Han udgiver i forvejen Maritim Guide og sætter den Lille Avis op. På Thurø er det dog Thurø Boldklub, der har ophavsretten til Thurineren.

Men er det ikke et lidt
letsindigt projekt?

– Nej, det synes jeg ikke, siger Stefan Harboe Andersen. Jeg mener, at der er et behov for de to lokale blade. Vi kommer tættere på lokalmiljøet end Ugeavisen og Fyns Amts Avis. Det er nok ikke noget, vi bliver stenrige af, men vi synes, at både Tåsinge og Thurø har fortjent lidt mere lokal opmærksomhed. Der er jo et hav af aktiviteter under den tilsyneladende stille overflade, understreger Stefan Harboe Andersen.

Som tovholdere på det redaktionelle får magasinerne to erfarne journalister. Tøsingen vil blive redigeret af Martin Ramsgaard, der også arbejder som TV-filmmand og journalist fra sin bolig på Tåsinge. Thurineren vil have Johnni Balslev som redaktør. Han er bosiddende på Thurø, er en prisbelønnet rejsejournalist og blander sig iøvrigt gerne i debatten om Svendborgs udvikling.

På anonnoncesiden bliver tovholderen thurineren Hans Jørn Rasmussen, der gerne skulle slæbe nogle reklamekroner hjem. Hans Jørn Rasmussen vil være kendt både som stormester i bridge og for sit tidligere arbejde som salgskonsulent for Ugeavisen Svendborg, Fyns Amts Avis og Lokalavisen Svendborg.

– Men uden frivillige til at distribuere magasinerne og en række dygtige klummeskribenter kunne vi ikke løfte projektet, slutter Stefan Harboe Andersen med et optimistisk smil.

Tøsingen og Thurineren vil fortsætte med at udkomme kvartalsvis på nogenlunde samme tidspunkter som hidtil.