Jeg når lige at hilse på Troels Mylenbergs kone Lis uden for døren til deres hus i Gambøt. Lis Jellerup Mylenberg er på vej til sit job som havnemester i Nyborg. I sig selv en eventyrlig søfarende kvinde, der kunne fortjene noget spalteplads. Men det er hendes mand, jeg er kommet for at snakke med. 

Troels Mylenberg tager imod i døren med hovedet på sned og et venligt smil. Vi går ind i den store stue med en lækker udsigt ned over Gambøt havn, den lille ø Kidholm og den grønne kyst på Tåsinge.

Vi sætter os ved det store spisebord, der synes at være det naturlige midtpunkt for familien. 

I havde ellers et dejligt hus i Smedestræde. Hvordan kan det være, at I flyttede herover?

– Ja, vi har boet 12 år i Smedestræde, men det hører også med, at vi allerede den gang var lune på det her hus. Men desværre blev det solgt for næsen af os. Vi slog så til for lidt over 2 år siden, da det kom markedet igen. Vi nyder placeringen med den flotte udsigt, det aktive liv på havnen og på vandet, sammen med en lidt skramlet charme omkring de smukke fiskerhytter. En lørdag morgen er det skønt at følge de mange optimistjoller og J70’ere på vandet.

Hvad fik dig/jer til at flytte til Thurø?

– Uanset hvor travlt man har haft, så hører det en anden verden til, når man kører over vandet og dæmningen til Thurø. Sådan tror jeg mange føler det. Da vi så på hus første gang, så vi, at Thurø kunne et eller andet. Det er noget med nærheden. Da børnene var små var det noget med at børnehave, skolen, hallen og supermarkedet var inden for rækkevidde.

Troels Mylenberg laver os en god kop kaffe. Udenfor hænger en række våddragter.

– Vi er aktive i windsurfing. Hele familien drager mod Thy, når vi har lejlighed til det. Det er et samlingspunkt for os. Den barske kyst er en kontrast til det pæne sydfynske landskab.

Ud over Lis og Troels er det børnene Ellen på 20, Holger på 19, Laura på 15 og Katinka på 12. De to største er flyttet til henholdsvis København og Haderslev i år, Laura går på efterskole og Katinka er lige nu den eneste hjemmeboende.

– De kommer heldigvis ofte hjem, så vi kan samles. De har jo også en masse venner på øen.

Har de unge noget at tage sig til på Thurø?

– Jeg var lidt ærgerlig over, at skolen skulle af med de øverste klasser for ca 10 år siden. Det gjorde ellers, at der var lidt mere fritidsliv for teenagere omkring eksempelvis fodbold og håndbold. Det er både godt og skidt, at de får hele Svendborg som deres legeplads. Men jeg begræder, at man ikke fik bygget en helt ny skole på Thurø. Man flyttede i stedet de store elever til Nymarkskolen.

Du har skiftet job en del. Er du rodløs eller nysgerrig?

– Jeg var 8 år i det, der blev til Jysk Fynske Medier. Der var jeg rigtig glad for at være. Både her i Svendborg, i Odense og det jyske. Mest i det fynske som jeg synes både var sjovt og spændende. Jeg skiftede job en del tidligere. Der var måske lidt rastløshed, som jeg efterhånden har rystet af mig. Til sidst var vi bare uenige om strategien i JFM. Og i stedet for at blive sur og bitter, så kunne jeg lige så godt finde noget andet at lave.

– De trykte medier har ikke haft det specielt godt i mange år. Vi har været presset på annonceindtægterne af webmedier som Facebook og Google. Og det er stadig hovedproblemet i mediebranchen. Det er en påmindelse om, at vil vi have de lokale medier, så er vi nødt til at købe dem. Det er ikke nok blot at smugkigge i dem.

Du har læst på Stanford University i USA, endda business, og som 32-årig blev du forstander på Vallekilde Højskole. Det stritter lidt i hver sin retning.

– Da vi flyttede fra København, flyttede vi til Vallekilde. Skolen var ved at dreje nøglen om, der skulle nytænkning til. Jeg fik muligheden for at proppe noget journalistik og medier ind i en højskole. Det var på mange måder noget af det sjoveste, jeg har lavet. Og også det hårdeste. Vi kommer der stadigvæk, vi har været der hvert år siden. Vi tager på sommerkursus med familien.

– Det at lave medier og lave højskole er egentlig to sider af samme sag. Man tager hen på højskolen fordi man gerne vil lære noget. Ikke noget med eksamen, det er båret af lyst. Og så er det typisk noget andet man får med hjem. Noget der er meget sjovere. Det samme med avisen. Man bladrer hen mod sportssiderne eller en kryds og tværs, men falder over noget andet på vej derhen, noget der gør det mere interessant.

– Mit ophold på Stanford var et efteruddannelseskursus i forbindelse med mit arbejde på Fyns Amts Avis. Det var for at få bedre forståelse for det at drive en forretning. Her var det ikke noget med at sidde på sin flade, vi skulle deltage aktivt. Højskoletanken var åbenbart også nået over til dette anerkendte amerikanske universitet.

Hvordan klarer du balancen mellem fortrolighed og formidling i dit nuværende arbejde som politisk redaktør for TV2 på Christiansborg?

– Det har jeg aldrig haft et problem med. Jeg er ikke venner med nogen politiker. Det er et arbejdsfællesskab, man har på Christiansborg. Ligesom hvis man arbejder på et rådhus. Eller hvis man som journalist dækker erhvervsstof. Det er en journalistisk metode i forhold til sine kilder. 

– Jeg sætter meget pris på, at vi i Danmark har en mulighed for, at journalisterne kan være ret tæt på politikerne. Det er rigtigt, at når man kommer ind i regeringsrummet, uanset om det er rødt eller blåt, er politikerne pakket ret godt ind. Det skal man så på en eller anden måde arbejde rundt om. Jeg bruger ikke ret megen tid på at snakke med spindoktorer og kommunikationsfolk. Jeg plejer at sige til dem, at jeg hellere vil høre, hvad ministrene mener fra dem selv. Det er bedst for alle parter.

– On and off har jeg været på Christiansborg siden 1994. Det giver helt klart nogle muligheder, når man har været så mange år i det game. De fleste, der er ministre i dag, har jeg kendt siden, de var nyvalgte. Det er vigtigt at bygge relationer op. Ikke venskabelige men professionelle. Hvis man er ny journalist på Christianborg, er det en god idé at lære de nye politikere at kende. De kommer til at stå i nogle positioner senere, hvor man kan bruge dem til noget. Også politikere der får job andre steder uden for Christiansborg. Man skal have en fortrolighed, og huske, at vi er sat i verden for at betjene offentligheden. Det er ikke spillet eller spinnet på Christianborg, der interesserer mig – det er det, at det er vigtigt, det man beslutter. Som journalister skal vi dykke ned i substansen.

– Der skal være god plads i den politiske samtale. Medierne har en pligt til at lytte og ikke kun sætte de mest ekstreme holdninger overfor hinanden. Vi skal prøve at facilitere en samtale. Det er der netop plads til på TV2 News. Der er heldigvis blevet mere plads til at blive klogere de seneste år.

Mange mennesker får i dag deres informationer fra Facebook.

– Man skal huske, at Facebook ikke er et professionelt medie. De sociale medier er et sted, hvor man kan sidde og råbe og skrige ad hinanden. Det fylder efter mine begreber alt, alt for meget. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre ved det. Hvis jeg gjorde, havde jeg allerede gjort noget ved det. Jeg kan godt forstå, at det er et sjovt og fascinerende tidsfordriv. Vi skal blot passe på, at det ikke styrer for meget af vores meningsdannelse.

Hvad værdsætter du ved de mennesker, du møder på Christiansborg?

– Jeg værdsætter, at de tør mene noget. Jeg synes samtidig, det er vigtigt, at vi værdsætter, at de tør tage ansvar og stille sig til rådighed. Politikerne skal også have plads til at sige ”at det er denne vej vi skal”. Nogle gange er de præget af, at det er nemmere at være tillidsmand end foregangsmand. Vi skal på den anden side være klar over, at vi ikke havde fået en storebæltsbro, hvis det kom an på en folkeafstemning.

– Når politikernes mod svigter hænger det nok også sammen med, at vi som vælgere er mere troløse. Vælgerne bevæger sig mere, det er mere blevet et personspørgsmål, og om vi har tillid til dem. I modsætning til før tiden, hvor man stod mere fast på sit politiske tilhørsforhold. Vi har et medansvar for at gøre politikerne til opportunister. Hvis vi reagerer på meget små bevægelser, så gør de det jo også.

Det er svært at træffe beslutninger om noget, der skal ske om ti år. Se bare på klimadebatten.

Er der noget i al det her spin omkring politik, der giver dig ”knopper”?

– Det synes jeg, der er. Noget af det, der irriterer mig allermest er, når politikerne ikke stiller op. Det er ellers det mindste vi kan forvente. Der er kommet en tendens til, at de skriver noget på deres Facebook-side eller Instagram – og så kan vi alligevel ikke få dem til at stille op til spørgsmål bagefter. Det er de alle sammen slemme til. Så slipper man selvfølgelig for at svare på kritiske spørgsmål. Men vi stiller jo ikke spørgsmål for at stille spørgsmål, men for at få nogle gode svar.

Når man begrænser muligheden for at stille spørgsmål, kommer journalister ofte til at stille de få mere konfrontatoriske spørgsmål.

– Nu til noget helt andet. Vi får sikkert en lang coronavinter med masser af tid. Du har selv skrevet nogle bøger, men hvad vil du anbefale folk at læse?

– Jeg har stor glæde af at høre lydbøger på min vej til og fra arbejdet i København. Jeg har læst en del nyere litteratur. Der er en bog af Stine Pilgaard: ”Meter i sekundet”. En rigtig sjov bog. Den kunne jeg virkelig godt lide. Bob Woodwards ”Rage” om Donald Trump er glimrende.”Tritonus” af Kjell Westö handler om mænd på min egen alder, der har det svært.

– Du har skrevet en bog om en anden thuriner, Jan Pytlick. Hvordan kan det være?

– Jeg er meget imponeret over hele den kultur omkring Pytlick-familien. Og hele GOG. Det er fantastisk, hvad det miljø kan. Allermest glæder det mig, at det også har tråde ind i skolelivet. I Oure med efterskole, højskole og gymnasium. Sporten har en åndelig overbygning og et væsentligt fællesskab. Det har altid fascineret mig. Derfor syntes jeg også, det var interessant at snakke med Jan. Det er en kultur, der har betydning for hele Sydfyn. I det hele taget synes efterskoler, friskoler og højskoler at være en af de største private arbejdspladser på Sydfyn. De generer et vigtigt kulturelt liv. Det sætter jeg stor pris på. Vi glemmer en gang imellem, at fremsynede skolemennesker har skabt så vigtige institutioner som Oure og Ollerup.

– Det der får et lille samfund til at leve er, at der er en skole. Er der en skole, er der som regel også en købmand, en sportsforening og noget foreningsliv. Skolen er det bankende hjerte i det lokale miljø. Lader man skolerne dø, fører det meget dårligt med sig.

– Nu er Thy jeres foretrukne rejsemål i Danmark, men rejsejournalisten må lige til slut spørge, hvad dit yndlingsrejsemål er i udlandet?

– Personligt er jeg mægtig glad for London. Skulle jeg bo et andet sted i en by, skulle det nok være London.

 Og jeg holder meget af se fodbold derovre, kommer det til slut med et drenget smil.