Husk at prale af Tåsinge, og støt om de lokale butikker, fødevareproducenter og kunstnere, skriver Mai-Britt Schultz her i sin faste klumme i Tøsingen.
Jeg driver, som mange af jer ved, en kunstskole ude i det gamle Kragekær Mejeri ved Skovballe. Og det har været noget af et besynderligt forår. På grund af coronaen blev alle kurser lukket ned, og vi brugte tiden på at male hus og malersal. Der kom heldigvis igen folk i huset, både på sommerkurser og korte kurser. Men her var tomt en tid, og det fik mig til at reflekterer over, hvor meget vi lokale virksomheder betyder for hinanden. Lige siden jeg for knap 20 år siden begyndte at holde kurser herude, har der heldigvis været rigtig mange mennesker, som gerne vil male hos mig, og mine gæstelærere.
Kursisterne kommer glade og forventningsfulde til øen, og det skaber liv og omsætning. Ikke blot for mig, men for mange andre på øen. De køber ind til og fra kursus i både Brugsen, Rema og Netto, i gårdbutikker og på bryggeriet. De overnatter på teltpladser og i hytter, B&B og hotel. De spiser mad produceret lokalt eller fremstillet lokalt, pizza og is, og de besøger museet. Alt i alt skaber min lille skole omsætning for mange andre, og det er netop det skønne ved denne ø. At tingene smitter, og vi sammen skaber muligheder for og med hinanden. Og jo mere vi kan skabe omsætning hos hinanden jo bedre er det, for hvis vi vil holde liv i hinandens virksomheder, store som små, skal vi sende folk videre, for som vi jo alle ved; når først en butik eller gårdbutik er lukket, kommer der sjældent en ny, det kan vi se med Bageren i Landet, Slagteren i Bjerreby, læger, banker etc.
Så lad os passe på dem, der stadig er på øen, for hvad skulle vi gøre uden dem?
Derfor vil jeg gerne slå et slag for at bruge det rige udvalg vi har på øen. Og fortæl om det, når du møder nogen. Og når du skal give en gave, så tænk på, om du ikke skulle købe en bog skrevet af en lokal, en kurv med lokalt avlede ting og sager, en spegepølse eller to, en håndfuld lokale øl, en blomst, et glas, et stykke keramik, et gavekort, der er mange muligheder og sig med stolthed – det er fra Tåsinge, øen hvor jeg bor, og det er skabt i kærlighed til øhavet omkring os. Derfor skulle vi måske også få et fælles logo til vore produkter?
Vi skal nemlig alle huske at prale af, at vi på Tåsinge har så mange, der producerer fantastiske fødevarer, smuk brugskunst og kunst. Det er for eksempel noget ret unikt, at vi, når der er Åbne Atelier Døre, den tredje weekend i november, kan åbne til så mange kreative rum på en relativt lille ø. Derfor vil jeg opfordre til, at alle jer, som producerer også gør noget for at åbne og finde på en event i den weekend – så hele øen viser sine herligheder frem – der kommer som regel flere tusinde rundt på øen, både lokale og udenøs. Så lad os vise, at her også er liv hele året og ikke kun i de lyse sommerdage.