I en del år efterhånden, har jeg stort set hver morgen skrevet en kort opdatering på Facebook, om den verden jeg vågner op til. Ganske simpelt om den udsigt jeg har fra mit morgenvindue. Ikke for af fornærme mine søde naboer, men det er ikke nogen specielt smuk udsigt; men den er der, og selve det, at skrive om det jeg ser, hører eller dufter, tvinger mig til at være til stede i nuet. Jeg planlægger aldrig, hvad jeg vil skrive, før jeg gør det. Det gør, at jeg er tvunget til at se og opleve noget, og der er jo, som kunsthistorikeren og journalisten Peter Kær siger: ”Der er altid noget, og aldrig ingenting.” Jeg får øje på, at selv majsstubbe i mudder kan være et smukt syn i den rette belysning, eller når en ny fuglestemme blander sig i koret. Og jeg ved, jeg deler mine oplevelser med mange over hele verden, som i et kort glimt er til stede sammen med mig, i en af mine morgener på jorden, set fra et vindue på en lille ø langt fra verdens brændpunkter. Det betyder noget for mange mennesker, måske fordi vi alt for ofte tager hverdagen for givet, alle de små ting, som betyder noget i livet. De fleste ser og oplever det samme, men glemmer at stoppe op et par minutter for at opleve det. For vi ser jo alle at birken springer ud og mirabellerne ligger som hvide skyer i landskabet, men glemmer det igen i hverdagens faste mønstre. 

Tænk bare på fotoalbums, hvor især de lidt ældre, vil kunne se tilbage deres liv som en lang række af fester, hvor de sidder i pæne jakkesæt eller med nydeligt hår. Sådan var mine forældres liv, hvis jeg skulle tro på de få fotografier, vi har af mine forældre som unge. Men det er jo ikke det vi husker, det er sikkert derfor vi værdsætter de enkelte billeder, af vores af forældre og bedsteforældre der f.eks. hænger vasketøj op i forårssolen, fanget af en kanonfotograf på gaden, eller glade på en hest i høsten. Det er som om vi lige der mærker hverdagen, og det er jo hverdage livet er flest af. Dage, hvor vi står op, vasker os, drikker morgenkaffe og passer vores arbejde, om det er ude af huset eller i haven. Vi forventer at dagen i morgen, minder en hel del om dagen i dag, og tænker egentlig ikke over, at dagene går og årstiderne skifter. Lige til der sker noget, som rykker voldsomt ved vores hverdag. Men så landede Coronavirusen pludselig i vores hverdag, og rykkede voldsomt ved vores normalbegreb, og alt blev anderledes end i går. Min ellers så travle kunstskole er utrolig stille, mine kursister er sendt hjem og må male alene. Som mange andre små erhverv må jeg finde nye veje i en tid, hvor hverdagen ikke er som i går. Og selvom jeg gør hvad jeg kan for at hjælpe dem via nettet, er det alligevel nye veje der skal trædes. Der står pludselig skilte på Landet Brugs, om der kun må være 94 personer inde i Brugsen, og skønt jeg tænker, at det har jeg ligegodt aldrig oplevet, er det jo godt at vide, at nogen har brugt tid på at regne det ud. Vi skal passe på hinanden, og holde afstand, vasker og spritter af, som vi ikke har gjort i en generation. Og alligevel selvom verden er berørt på så mange planer, min avis, tv og internettet flyder over af forfærdelige historier om mange døde, min indtægt i bund, så ligner min morgenudsigt sig selv, birken springer stadig ud, Skiftekær planter ud til den store guldmedalje, mine naboer spreder møg, så planterne har noget at leve af. Og der er en stor trøst midt i al dette kaos, at naturens rytme ikke er ændret, at vi stadig må så for at høste… så selv om vores hverdag er forandret, er den der stadig, og vi er her også, efter Coronatiden, så længe vi passer på hinanden og holder afstand.