Send et fysisk brev, der kan tages frem og læses igen og igen, og giv dine naboer og venner en gave, så de kan se, de betyder noget for dig.
Mai-Britt Schultz skriver her om, hvordan vi kommer igennem denne tid, hvor vi skal leve sammen med afstand.
Jeg tænker for tiden som så mange andre en del over, hvor skrøbeligt vores såkaldte normale verden er. Det, der var hverdag i går, er ikke længere muligt. Vi tager ikke på ferier, vi samles kun relativt få mennesker og passer generelt på i vores omgang med andre mennesker. Vi afstår fra at feste og kan derfor ikke fejre hinandens mærkedage eller samles for mange i helligdagene. Der er har været mange stille eller udskudte konfirmationer, bryllupper, guld- og sølvbryllupper, barnedåbe og fødselsdage. Mange har gået og glædet sig til at samle familie og venner, og forkæle dem med god mad og så videre; men har måttet vælge det fra, fordi ens eget eller et familiemedlems helbred ikke kan tåle en omgang corona. Det er hårdt for mange, især for de lidt ældre. Vi, der er lidt yngre, skaber nemmere nye digitale fællesskaber i denne Corona-ramte tid, hvor vi er tvunget til at begrænse vores sædvanlige fællesskaber.
Men mange ældre eller skrøbelige – og det er langtfra altid sammenfaldende grupper – bliver mere og mere ensomme, når de sidder i deres hyggelige huse, langt ude landet eller i et lille rækkehus/lejlighed, og der ingen naboer er, som man synes, man kender godt nok til at invitere på kaffe eller en øl. Familien er tit spredt for alle vinde. Og så bliver dagene nemt lange, især når vi nu går ind i den mørke tid, hvor langt de fleste kryber inden døre. Det gør det ofte lidt sværere, når man ikke kan gå og pusle i haven, og få en lille snak over hækken eller sætte sig ned på en af hyggelige havne på øen, og få en snak med dem, der også tilfældigvis sidder på bænken. Og i år kan man så heller ikke gå til et foredrag, til dans, være frivillig eller så nemt tage til en koncert eller lignende. Så der er ikke mange smutveje til at tale med andre levende mennesker.
Nu nærmer juletiden sig, og den vil for os alle blive anderledes i år. Vi kan ikke samles og sidde tæt i kirkerne juleaften, og mærke højtiden blive større end os selv. Opleve vi er en del af noget udenfor os selv og en del af noget større. Det betyder meget for mange at mærke det, også selvom man ikke kommer i kirken resten af året, så er der den dag, en forbundethed med sine naboer, sin næste.
Det må vi skabe på en anden måde i år. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi alle i år, skriver flere fysiske breve, til mennesker vi holder af, og måske dem vi bare ikke lige får ringet til. Breve kan tages frem og læses igen og igen, et fotografi kan hænges på et køleskab, eller en væg og være en daglig hilsen fra dem, man holder af. En tegning fra børnebørnene eller en lille pakke glæder i mange år. Og selvom portoen er steget horribelt, er det stadigt billigere at sende et brev, end købe en liter mælk. Apropos læste jeg forleden, at det danske ord, samfundssind, ser ud til at blive et nyt verdensomspændende fællesord, for det udefinerlige, at gennem det at vise hensyn til andre, holder sammen på samfundet. Og samfundssind er også at sende synlige kærlige tanker til dem, vi holder af, og dem som måske tror, de er glemt af verden. Man kan også bare gå ind til naboen, genboen med en juledekoration, et bundt tulipaner eller to øl i en pose, bare fordi vi på den måde viser, at verden ville være et langt tristere sted uden dem.
God jul
og godt nytår.
